»For halvanden måned siden kunne de ikke slå en kolbøtte«
Favrskov Brydeklub har fået nye lokaler og oprettet nye hold for børn og motionister.
Favrskov Brydeklub har langt om længe fundet nye træningslokaler med både mere tid og bedre plads til at udfolde sig. Brydeklubben har holdt til i Hammel Idrætscenter, hvor man kun havde træningstid halvanden time om ugen i et mindre lokale, hvor der ikke var plads til at folde hele klubbens madras på 10 gange 10 meter ud.
»Det var svært at lave rigtig træning, når man støder ind i hinanden hele tiden,« fortæller Kenneth Jensen, træner i Favrskov Brydeklub.
I næste uge rykker klubben ind i gymnastiksalen på Søndervangskolen i Hammel. Her er der plads til hele madrassen på gymnastikgulvet, og brydeklubben har fået fire tider om ugen, så der er plads til at dele medlemmerne op i forskellige hold.
Nye hold
Som noget nyt bliver der etableret et motorik-hold for børn fra tre til otte år. Børnene skal ikke træne brydning, men øves i at få en bedre motorik gennem gymnastiske og akrobatiske legeøvelser. Ifølge brydetræneren har danske børn generelt en dårlig motorik, hvilket han så hos sine egne børnebørn, da de for nylig begyndte at træne med i bedstefarens klub.
»De udvikler sig meget, men kunne ikke slå en kolbøtte for halvanden måned siden,« fortæller Kenneth Jensen.
Favrskov Brydeklub etablerer også et motionshold for alle i alderen 15-99 år. Dette hold skal heller ikke dyrke teknisk brydetræning, men funktionel træning af hele kroppen ud fra den enkeltes behov og ønsker.
»Alle kan være med, uanset om man har skavanker. Vi har fokus på velvære og tilrettelægger træningen efter den enkeltes formåen og ønsker. Ingen skal stå i hjørnet og være bange,« siger træneren.
Den lokale brydeklub har desuden en håndfuld kampbrydere, som får glæde af de nye træningslokaler. De får nu mulighed for at træne to gange om ugen i halvanden time ad gangen.
»For første gang i mange år havde vi i år en deltager med til DM, og det er vores mål at vinde medalje og have flere deltagere med til de kommende danske mesterskaber for både voksne og børn.«
Erfaren træner
Kenneth Jensen kommer selv fra en brydefamilie og begyndte at gå til brydning som 8-årig i den kendte brydeklub Thrott i Åbyhøj i Aarhus. Som barn og ung blev han flere gange dansk mester, og da han som 48-årig i 2016 gjorde comeback til de danske mesterskaber, blev han nummer tre i sin række og vandt bronze.
Kenneth Jensen har været træner i Favrskov Brydeklub i et halvt års tid, efter at han kom i kontakt med klubbens formand Merete Andersen, der spurgte, om han havde lyst til at hjælpe til ved et åbent idræt-arrangement i Hammel.
Klubben havde kun en håndfuld betalende medlemmer, da den nye træner kom til, men er nu oppe på 18 medlemmer og har plads til mange flere på de nye hold, der begynder i september i Søndervangskolens gymnastiksal.
»Vi vil gerne vokse, og jeg vil opfordre alle interesserede i at komme forbi vores nye lokaler.«
Kenneth Jensen står for træningen af motionisterne og kampbryderne, mens hans kone Pernille Wedel har ansvaret for børnetræningen.