Kan Nørager holde Vivild stangen i egen hule?
To klubber med en stærk og lang fodboldkultur mødes onsdag aften på Nørager Stadion i Serie 1.
Nøragers cheftræner Allan Haslund overvejer ændringer i sin startopstilling forud for onsdag aftens lokalopgør på Nørager Stadion, hvor naboerne fra Vivild kommer på besøg.
Haslund vil gerne kunne stille et hold op, der magter at kunne spille forbi Vivilds høje og velorganiserede presspil.
Hos Vivild skulle den faste målmand Nikolai Hansen være tilbage, og det betyder, at hans substitut fra lørdagens kamp, 42-årige Keld Laulund Jensen, får en pause.
Keld Laulund Jensen, som har spillet Danmarksseriefodbold i ASA og står bl.a. noteret for en enkelt ligakamp hos Aarhus Fremad, vil fortsat være til rådighed hos Vivild, når Nikolai Hansen er forhindret, fortæller cheftræner Frank Ole Enevoldsen, der kender Keld Laulund Jensen fra sin fortid som træner i ASA.
Det fortælles også, at Vvilds forreste spids, Emil Mortensen, ikke er til rådighed i lokalopgøret, men mon ikke den dygtige angriber og meget afgørende brik både offensivt og defensivt hos Vivild løber ind på Nørager Stadion?
Alternativet er, at han bliver erstattet af Sebastian Stær. Klubbens mangeårige topscorer er stærkt på vej tilbage efter en skade, og han er manden som på sekundet kan lave mål ud af ingenting.
Lokalopgøret, som fløjtes op klokken 19, rummer alle muligheder for at blive en fodboldoplevelse, fordi de to hold vil spille fremad og generelt er gode venner med bolden.
Der er mange fartspillere og driblere på begge hold, og det borger for gode aktioner foran de to mål.
Lokalopgøret ledes af dommer Rene Møller og linjedommerne Tri Nguyen og Jakob Pilgård.