Sebastian Stærs venstreben lynede for første gang i 2023
Den mangeårige Vivild topscorer kæmper fortsat med efterveerne af en skade i foden, men lørdag forhindrede det ham ikke i at score det udlignende mål mod Helsted Fremad kort før tid.
Vivild skulle forsøge at finde fodfæste igen efter onsdagens barske 5-1 nederlag til Nørager i lokalopgøret i Serie 1.
Lørdagens modstander på Langhøj Idrætscenter, Helsted Fremad, nummer to i Serie 1 i foråret, hører ikke til de nemmeste, så mentalt og fysisk stod Vivild overfor en ordentlig opgave.
Den skadede stopper Thomas Thorngaard nåede ikke at blive klar, og det samme med Patrick Klitgaard, der gik ud i pausen i kampen mod Nørager efter en i øvrigt fin første halvleg som venstreforsvarer.
Hertil kom, at Thorngaards afløser, Casper Moltke, var plaget af sygdom, men spillede alligevel, anfører Niklas Mathiesen sad på en kondicykel til kort før kickoff for at varme sin dårlige lyske op, og den tidligere topscorer Sebastian Stær fik tapet sin dårlige fod op og spillede fra for første gang i umindelige tider fra start - på venstrekanten, hvor han erstattede Peter Lindgaard Møller, der var på bænken sammen med Alexander Østenkjær Maarup.
Tilbage i starteren var Emil Mortensen som midterangriber, og hans betydning for Vivilds spil kan ikke underkendes.
Hang efter
Vivild spillede, ifølge cheftræner Frank Ole Enevoldsen, ikke den bedste første halvleg.
»Vi havde svært ved at få spillet til at hænge sammen og hang også lidt med skuffen, men det fik vi snakket om i pausen, og vores sidste 45 minutter var klart bedre,« siger cheftræneren.
Allerede før pausen måtte en syg Casper Moltke ud og runde sidelinjen, fordi han blødte fra ansigtet.
Højskolelæreren gav sig dog ikke. Moltke fik en forbinding på, og så var det videre som en anden Terry Butcher, den berømte engelske landsholdsstopper, der var kendt for at bløde fra panden i hver anden kamp i Premiere League.
På et mål af Mathias Haugaard Fransen kom gæsterne på tavlen efter 47 minutters spil.
Vivild måtte grave dybt for at finde kraftressourcerne frem, men det bliver de i en klub som Vivild.
»Ros til holdet, som med anfører Niklas Mathiesen i spidsen kæmpede uden at spille godt, men de fightede virkelig, og derfor var det også fuldt fortjent, at vi får udlignet,« siger Frank Ole Enevoldsen.
Et flot mål, hvor Sebastian hamrede kuglen i nettet med sit venstre ben et minut før vi gik ind i overtiden, og vi forsøgte endog at gå efter sejren i den ekstra tid.Cheftræner Frank Ole Enevoldsen
Stærs første i 2023
Det var den mangeårige topscorer Sebastian Stær, der sørgede for udligningen med sin berømte venstrefod.
En forløsning for Stær og for Vivild. Det var Sebastian Stærs første mål i 2023.
»Et flot mål, hvor Sebastian hamrede kuglen i nettet med sit venstreben et minut, før vi gik ind i overtiden, og vi forsøgte endog at gå efter sejren i den ekstra tid. Det lykkedes ikke, men vi er ovenud glade for det ene point efter blamagen i Nørager og med de skader, vi kæmper med,« siger Frank Ole Enevoldsen.
Inden scoringen havde en flad Stær lige fået lidt pause på bænken. Det bekom ham ikke vel, så han var ekstra tirret og klar til slutspurten.
Kurt Enevoldsen, tidligere mangeårig førsteholdsspiller og træner i klubben og fortsat en skattet bagmand i Vivild IF, var svært tilfreds med, hvad han så fra tribunen på Langhøj Idrætscenter:
»Det var vigtigt med det ene point. Især efter nederlaget i Nørager, det tager på selvtilliden hos de unge spillere. Alle i Vivild er glade over, at Sebastian scorede et flot mål med hans venstreben, og at det går fremad med hans skade. Han har stadig smerter i foden, selvom den er tapet op.«
Vivild piver ikke over skadessituationen. Det spilder man ikke krudt på.
»Vi har en smal trup, der er sårbar overfor skader. Sådan er det bare, og det lever vi med. Vi bliver ikke lige forstærket med en Danmarksseriespiller før sæsonstart, som Nørager blev det, og som Hornbæk nu også er blevet det. Vi ved, at vi skal slåsse og være godt forberedte,« siger Frank Ole Enevoldsen.
Den nævnte spillere med en fortid i Danmarksserien er Nøragers William Loft, tidligere FC Djursland, og Hornbæks Lasse Lund Storvang, tidligere Vejgaard.