Kamp om klubmesterskaberne
Hverken Rune, Wozniacki eller Tauson er med, men det er til gengæld de bedste spillere i Ebeltoft Tennisklub, når der i weekenden er finaler i klubmesterskaberne.
Enhver tennisklub med respekt for sig selv holder klubturnering for at finde frem til og hylde de bedste spillere. Det gælder også Ebeltoft Tennisklub, som er i fuld gang med netop det.
Kulminationen er finalerne, som bliver afviklet i den kommende weekend, lørdag 16. og søndag 17. september fra kl. 12.
Lørdag bliver singler og mix doubler afviklet. I alt syv kampe i aldersklasserne Senior, Veteran over 55 år, og Veteran over 70 år. Søndag er herre- og damedoubler på. Her er der fem kampe i samme aldersklasser.
Åbent for publikum
Alle, der interesserer sig for tennis, eller er nysgerrige på sporten, er velkomne til at være med på tilskuerrækkerne og komme med opmuntrende tilråb til spillerne.
For klubben er weekenden årets højdepunkt, hvor man fejrer medlemmernes indsats i sæsonen.
I år har i øvrigt været et særligt år for Ebeltoft Tennisklub, da de har haft et herrehold med i 2. division. Temmelig uhørt for så lille en klub, men ikke desto mindre er det gået godt, fortæller formand Marianne Gudmann i en pressemeddelelse.
»På trods af en del skader i truppen, så har holdet sikret sig endnu en sæson i 2. division, da de endte som nummer fire ud af otte hold. Vi har også haft et Dame 4 hold og et Mix 4 hold med i en turnering i år, og begge hold har klaret sig fantastisk og har vundet begge turneringer.«
Ebeltoft Tennisklub er en traditionsrig forening, der sidste år fejrede 100-års jubilæum, og som er smukt beliggende i Skanseskoven.