Rystet over målmandens menu: »Det lyder lidt vulgært«
Hvis du skal have tiden til at gå i landskampspausen, kan du passende høre værterne på AGF-podcasten "Hvid Røg", Sture Sandø og Michael ”Jøden” Christiansen, dissekere lidt af hvert. Bl.a. målmand Bailey Peacock-Farrells danske middag med konen.
AGF’s irske målmand Bailey Peacock-Farrell har gjort en ekstra indsats for at integrere sig i sin nye hjemby, Aarhus. Og det med en menu, som man ikke bare lige tygger sig igennem. Det må podcastværterne Sture Sandø og Michael ”Jøden” Christiansen konstatere i det første afsnit af Jyllands-Postens nye AGF-podcast ”Hvid Røg”, der udkom mandag.
Sagen er den, at Bailey Peacock-Farrell har »været ude med konen og spise smørrebrød - og fået bøfsandwich, som de siger, er the Danish take on a hamburger,« kan Sture Sandø fortælle.
Og så kan den følgende ordveksling ellers begynde:
Michael ”Jøden” Christiansen: »Nu må I meget undskylde, at det allerede bliver afsløret, at jeg ikke er sådan en, der spiser meget smørrebrød, for jeg er sådan en kræsenpind, der ikke spiser gris og ko og alt det der. Men er vi enige om, at en bøfsandwich ikke går under smørrebrød?«
Sture Sandø: »Nej, det gør den ikke, men de har fået sådan et smørrebrødsfad, og så har de også lige fået en bøfsandwich, hvilket jeg synes er sådan lidt…«
Michael ”Jøden” Christiansen: »Det lyder lidt vulgært. Som jeg forestiller mig Peacock-Farrell, så er han jo en topatlet. Det er jo ikke Jens Stage-kuren, han er på, så han skal ned og have kagemand hver dag. Haha. Så hvis han lige tager tre højtbelagte og så en bøfsandwich med sovs ovenpå og løg og alt det…«
Sture Sandø: »Men det kan jo være, at han har vidst, at han ikke skulle stå både i kampen mod FCK og så i landskampspausen.«
Michael ”Jøden” Christiansen: »Så du mener, at han bulker? Det kan godt være, at han gør det. Men det kan jo være, at vi skal sætte os et par mål, at vi skal ud at spise smorrebrod with Peacock-Farrell.«
I podcasten dissekerer de to værter også weekendens 1-1-kamp mod FCK. Og så sætter de – med afsæt i et lytterspørgsmål – ord på, hvordan man opnår den perfekte udebanetur med De Hvii’e. Der er bl.a. en ternet dug med i ligningen.
Du kan høre hele første afsnit af podcasten herunder, i Apple Podcast eller på Spotify.
Og hvem ved, måske kan du også en dag høre Sture Sandø og Michael ”Jøden” Christiansen spise »the veterinarians night dish« sammen med Bailey Peacock-Farrell.