Moo Sa på toppen: Høstede 12 medaljer ved Fightx Open
Den lokale taekwondo klub vinder 12 medaljer og pokalen for 3. mest vindende team.
Skanderborg Taekwondo Klub var selv vært ved Fightx Open i Fælledhallen, og klubben var også tilbage i topkampen om stævnets pokaler for mest vindende teams. Det blev til hele 12 medaljer til den lokale taekwondo klub og pokalen for 3. mest vindende team. Fightx Open havde stor betydning for udtagelsen til årets helt store mål EM i Innsbruck, Østrig. Så det var med stor spænding klubbens landsholdsudøvere gik ind til Fightx Open, som var det sidste stævne inden udtagelsen.
Fightx Open gav ikke færre end seks guld til Moo Sa. De lokale profiler, der vandt guld, var regerende EM vinder Andreas Sørensen i freestyle senior sortbælte. Andreas Sørensen tog ligeledes guld i freestyle team sortbælter med blandt andet Silja Kjølbo og Johan Fredmar. Silja Kjølbo og Johan Fredmar fortsatte den lokale dominans i freestylegrupperne med deres guld i freestyle par gruppe for sortbælter.
Laura Nancke tog sammen med landsholdskammeraterne Annesofie Fredberg og Silje Liborius en flot guld i team sortbælter. Holdet lagde sig dermed i spidsen i forhold til en eventuel EM-udtagelse.
De sidste to sæt guldmedaljer kom i henholdsvis rødbæltegruppen for juniorer, hvor Anna Hansen, Mille Bille og Naja Nancke vandt samt i grøn/blåbæltegruppen for drenge, hvor Aksel Rohrberg, Johannes Bertelsen og Valdemar Hansen tog guldet.
Klubbens to sølvmedaljer blev vundet af Johan Fredmar og Silje Kjølbo i sortbælte pargruppen og Mille Bille i junior rødbælteklassen. Sidste blev det til fire bronze medaljer, som gik til Naja Nancke i junior rødbælter, Valdemar Hansen i grøn/blåbæltegruppen drenge -11, Johannes Bertelsen i grøn/blåbæltegruppen cadet 12-14 og endelig Laura Nancke, som hentede endnu en medalje til samlingen i sortbæltegruppen -30.
Klubbens teknikhold gjorde et fantastisk indtryk, og forventningerne til EM-udtagelse efter stævnet steg adskillige grader for de lokale profiler. EM-udtagelsen forventes i den kommende uge. Næste opgave for Moo Sa’s landsholdsprofiler er Croatia Open og for hele holdet venter DM i november.