Rønde bordtennisveteran klar til VM i Ping Pong - hvis han kan skaffe pengene til rejsen til Mexico
58-årige John Sabalic har fået muligheden for at komme til VM i sandpapirsbat i Mexico. Han håber, at lokale sponsorer kan bidrage til finansiering af rejse og ophold.
»Jeg er fyr og flamme efter at komme afsted, men det vil koste mig 15-20.000 kroner at rejse til Mexico og bo der under turneringen. Derfor tæller jeg lige på knapperne,« siger energibundtet John Sabalic, 58.
Han har fået muligheden for at komme til VM 4.-7. januar 2024 i den særegne disciplin, Ping Pong, den specielle afart bordtennis, som spilles med bat, hvor den velkendte gummibelægning er erstattet af sandpapir.
»Det er mange penge, det drejer sig om. Derfor overvejer jeg fortsat min deltagelse, men jeg håber, at der eventuelt er nogle lokale sponsorer som vil hjælpe mig. Jeg kan love dem, at jeg ikke bare tager på badeferie i Mexico, men mener det seriøst. Jeg vurderer, at jeg i seniorrækken +55 har en fair chance for at komme til tops.«
John Sabalic, der begyndte som otteårig i fritidsklubben med at spille bordtennis, har nu været batman i over 50 år.
Han repræsenterer Rønde BTK, hvor han fortsat er fast mand på klubbens divisionshold i landets næstbedste række.
Tre danskere
Hvis det lykkes John Sabalic at komme til Mexico, bliver det i selskab med to andre danskere, Bjarne Krog, Brønderslev, og Danmarks bedste Ping Pong-spiller, Benjamin Sørensen, Hørning.
»Benjamin Sørensen spiller bordtennis i landets bedste række for sin klub Hørning. Han er landets bedste defensive spiller og har i flere år været Danmarks bedste i Ping Pong. Benjamin Sørensen har flere gange deltaget ved VM,« fortæller John Sabalic, der tabte i kvartfinalen ved DM til Mads Larsen.
Sabalic, der træner på livet løs og fortsat har motivationen til at blive dygtigere og arbejde med detaljerne, selv om han er nået til skelsår og alder for længst, deltog også tidligere på året i British Open i Ping Pong ved en turnering i en flække nær Cambridge.
»Her tabte jeg i kvartfinalen i den originale turnering, men nåede senere semifinalen i den turnering som blev lavet efterfølgende for de spillere, der ikke gik videre til semifinalen.«
»Jeg er ikke lige klar over, hvorfor Danmark kan stille med tre spillere til VM. Måske fordi andre lande, som har fået tildelt tre pladser, kun sender to. Derimod ved jeg, at man kan tilmelde sig seks forskellige rækker (Sandpapir, hardbat, træbat m.m.) til VM, og jeg har da tænkt mig at deltage i de fleste, hvis jeg altså kommer til Mexico.«
Ekstra vikartimer
John Sabalic arbejder til daglig som lærer på Rønde Skole, hvor han i mange år har været en af de udfarende kræfter i Syddjurs kommunes 10. klassetilbud, Linje 10, som Rønde Skole har ansvaret for.
For nuværende er 50 unge, heraf et par stykker fra det nordlige Aarhus, tilknyttet Linje 10.
»Jeg har overvejet at tage ekstra vikartimer for at skaffe penge til turen til Mexico. Men som sagt håber jeg på, at også lokale sponsorer vil bidrage. Jeg har et par uger til at få undersøgt mulighederne, før jeg skal afgøre, om jeg deltager.«
Inden VM forventer John Sabalic sammen med sine tre holdkammerater at vinde tilpas med kampe i Herre 1. Division Grundspil til, at Rønde BTK efter nytår kan deltage i oprykningsspillet til landets bedste række.
Lørdag gælder det Brønderslev og topholdet B 75 i Hirtshals Idrætscenter.
To kampe som helst skal resultere i sejre, hvis ambitionerne om at slutte minimum nummer fire i grundspillet skal blive til noget.