»Mikkel, Mikkel, Mikkel...«
Hjemmebanefavoritten Mikkel Gribsholt modtog fortjent Ryomgård folkets hyldest og mere til, da han lørdag aften storsejrede over den bundrutinerede colombianer Jeison Cevantes, 33.
Stemningen steg til orkanhøjde, da Ryomgård drengen Mikkel Gribsholt gik i ringen lidt før klokken 23 lørdag til hovedkampen i XL Byg Arena Ryomgård ved det kombinerede amatør-/professionelle boksestævne i en fyldt hal.
Gribsholt svigtede ikke.
Efter to første omgange, hvor han brugte krudtet på at jabbe og finde rækkevidden til sin rutinerede modstander, satte han turbo på i tredje omgang, hvor han midtvejs fangede Jeison Cevantes i eget ringhjørne.
Højrehånden blev ført igennem og traf den 33-årige colombianer knaldhårdt, så denne gik ned på alle fire og lignede en hund, der ledte efter sin madskål.
Kort efter måtte kamplederen igen tælle over Jeison Cevantes, men denne viste trods alt mandsmod og et stort hjerte ved at bjerge sig igennem omgangen ud.
Også i fjerde omgang kom colombianeren i uvejr og igen måtte der tælles over ham, men han han fik med de sidste krampetrækninger lov til at kæmpe sig hjem.
Tårnhøj sejr
Afgørelsen var enstemmig.
Sikker pointsejr til Mikkel Gribsholt. Han vandt simpelthen samtlige fire omgange på flot disponeret boksning.
Colombianeren var på den internationale og meget troværdige BoxRec, som registrerer samtlige boksere og kampe på jordkloden, listet op til at have bokset hele 46 kampe. De 12 er vundet, 31 tabt, mens 3 er endt uden afgørelse.
Efter opgøret i Ryomgård står den rutinerede fighter noteret for 32 nederlag, men han sørgede trods nederlaget for, at unge Gribsholt fik prøvet flere ting fra sin righoldige værktøjskasse.
Mikkel Gribsholt kan fortsat prale af en uplettet rekordliste efter overgangen tidligere på året til nøgen overkrop. Tre kampe tre sejre.
»Mikkel, Mikkel, Mikkel...«
Det varede længe, inden publikum ville slippe deres helt.
Klokken 07.00 søndag skal han på arbejde. En dag med rengøring venter ham, men han kan ikke undgå at glædesdanse rundt med kost og spand efter indsatsen lørdag aften lige før midnat.
Mere om stævnet i de kommende dage.