Fortsæt til indhold

Bisgaard og KPI gjorde det onde ved Kristrup

Efter lørdagens 4-2 sejr over Kristrup er Kolind-Perstrup nu kun en finalesejr over VRI næste lørdag fra at rykke op i Serie 2..

Sport

Som Lokalavisen forudsagde i gårsdagens forskræp forud for Kolind-Perstrups (KPIs) playoff.kamp ude mod Kristrup, er der stor forskel på kvaliteten af holdet her ved indgangen til november og for en måned siden.

Derfor var det heller ikke overraskende, at KPI vandt opgøret på Kristrup Stadion med 4-2 mod et ellers yderst kompetitiv hjemmehold.

Der stod Nicolai Christensen (tidligere eliteungdomsspiller i AGF) og Jakob Degn Larsen på de to scoringer før pausen.

I 2. halvleg reducerede Kristrup til 2-1, før Rasmus Peter Bisgaard Hansen skruede ’bissen’ på og øgede til 3-1.

Det lykkedes Kristrup at reducere til 3-2, mens Rasmus Peter Bisgaard Hansen, ifølge kamprapporten, sad i gabestokken med gult.

KPIs dygtige ungdomstræner Jacob Møller Laursen lukkede dog ballet med 4-2 scoringen i kampens døende minutter.

NES Park lørdag

Lørdag 11. november klokken 15.30 møder KPI så på NES Park i Risskov hjemmeholdet VRI i en afgørende finale.

Vinderen spiller Serie 2 efter nytår, taberen Serie 3.

VRI sluttede i den ordinære turnering på sjettepladsen i Serie 2. En placering, der traditionelt er at sammenligne med ’dødens spor’, fordi den er lig med en ekstra kamp for at sikre overlevelse i rækken.

KPI havde i Kristrup atter gavn af superveteranerne Mikkel Lænø Stær, fylder 37 den 20. november, og Kasper Hardahl Therkildsen, 38.

Begge er tilpas fodboldkloge til at støbe de rigtige bolde til de lidt yngre og løbevillige brushaner på holdet.

Fem fra Djursland

Hvis KPI rykker op, er der basis for at samle fem lokale hold i forårets Serie 2-række: Hornslet, IF Midtdjurs, Vivild (nedrykker fra Serie 1), TRIF (nyoprykker fra Serie 3) og KPI.

FC Djursland (fra årsskiftet Grenaa IF) i Jyllandsserien-1, TRIF i Jyllandsserien-2 og Nørager i Serie 1 bliver i foråret 2024 de tre højest placerede hold på Djursland.

I Serie 3 vil følgende klubber fra Djursland spille med i 2024: Aastrup-Hammelev, IF Ådalen og enten Mørke eller Nørager (afgøres i de to klubbers indbyrdes playoff-finale lørdag 11. november på Mørke Stadion).

I Serie 4 finder man klubber som AC Norddjurs, Auning, Trustrup-Ålsrode(tidligere Østdjurs 91), Ebeltoft IF plus flere af de allerede nævnte klubbers andethold.

Gamle traditionsklubber som Allingåbro, Ørsted og Viking Pindstrup med stolte fodboldtraditioner er at finde i Serie 5. Det samme gælder Fjellerup IF.

Relativt nye FC Glesborg trak sit hold fra Herre C-2, syvmands-rækken, i dette efterår. En række, som i øvrigt blev vundet af IF Mols.

En anden klub, der har været på flade fødder i de senere år på herresiden, men har ambitioner om snarest at kunne mønstre et 11-mandshold.

Tåstrup Gymnastik Forening (TGF), som for år tilbage kunne stille et par stabile seniorhold, er helt ude.