Nu skal den 10. pokaltitel i hus
2023 har været et fan-tastisk år med bronzemedaljer og en længere stime uden nederlag for AGF, der for alvor er tilbage i toppen af dansk fodbold. Drømmen om den 10. pokaltitel lever.
AGF’s stime som ubesejret sluttede en december-søndag i Brøndby, men det var vel nok det dejligste nederlag i 100 år, og vi lever i pokalturneringen.
At tabe 2-1 viste sig at være en tidlig julegave.
Kvalifikationen til pokalsemifinalen fuldender et flot 2023, hvor højdepunktet utvivlsomt også var mod Brøndby IF, da bronzemedaljerne på mirakuløs vis kom i hus efter en legendarisk slutspurt.
Efter en noget haltende sæsonstart midt i sommerferien med skader til offensive bærende kræfter, spillersalg og senere en overraskende målmandsduel har Uwe Rösler smittet spillertruppen med sin særlige tyske vindermentalitet.
Det har i høj grad været med til at få AGF til nærmest at virke uovervindelige i over to måneder. Lige indtil i går.
Marginalerne har været på de hvides side, men de fleste kan vel være enige i, at den bundsolide defensiv er nøglen, der har har bragt AGF tilbage til toppen af dansk fodbold. Kedeligt? Ikke for hårdtprøvede AGF-fans, som hungrer efter titler.
Desuden er klubben med den respekterede fodboldjournalist og kommentator Andreas Krauls ord blevet ”kongerne af dødbolde”, og Gift Links har vel nærmest lavet flere assist de seneste par måneder end i hele sin fire år lange AGF-karriere.
Frederik Tingager og Patrick Mortensen er kommet på efterårets hold hos Viaplay, hvor også muskelmanden og fanfavoritten Mølgaard har været kandidat. Nicolai Poulsen har også været rasende stabil, mens Tobias Bech, Mikael Anderson, Frederik Brandhof og Janni Serra i små glimt har vist gode takter, når der har været behov for det.
Mads Emil Madsen er så småt på vej tilbage, men med Duelund, Yakob og Hvidt ude skal Stig Inge Bjørnebye vel være aktiv i transfervinduet, hvis AGF skal drømme stort.
Jeg har sagt det før: Jeg vil meget hellere have, at AGF vinder pokalturneringen end medaljer. En sjetteplads er ok, hvis man kan gå hele vejen i pokalturneringen.
Gå nu først og fremmest efter den tiende pokaltitel. Drømmen er at blive den første klub, som først når ’La Decima’ i den danske pokalturnering. At overhale FC København dér ville være vidunderligt.
Jeg ved godt, at FC Nordsjælland kan virke som en skræmmende semifinale-modstander, men mon ikke Uwes udvalgte kan klare Superligaens nummer 5 over to opgør med hjemmebane til sidst?
Det tror jeg på.
Jeg tror også på, at Silkeborg IF herefter kan besejres, og Patrick Mortensen kan hæve pokalen i Parken 9. maj til næste år.