Fortsæt til indhold

Tidligere Pindstrup og Midtdjurs spiller tager tre år i norsk fodbold

Efter en vellykket lejeperiode i Hødd, har den 22-årige angriber Gustav Mogensen nu permanent forladt Sarpsborg til fordel for Ranheim.

Sport

Den 22-årige danske angriber, Gustav Mogensen, har officielt skiftet til norske Ranheim og har underskrevet en treårig kontrakt. Dette skridt kommer efter en succesfuld lejeperiode i Hødd og markerer en ny begyndelse for den lovende spiller.

Gustav Mogensen begyndte sin fodboldrejse i de grønne omgivelser i Viking Pindstrup og IF Midtdjurs, hvor han som ungdomsspiller udviklede sin lidenskab for spillet.

Han skiftede som 12-årig fra IF Midtdjurs til AGF i 2012 og skrev sin første kontrakt med AGF som 15-årig. Hans tid hos AGF, hvor han var med på det hold, der som U17 blev danske mestre, har også formet hans fodboldidentitet.

Efter at have tilbragt tid hos Sarpsborg og tidligere i engelske Brentford, ser Gustav Mogensen nu frem til at repræsentere Ranheim og bringe sine erfaringer fra både danske og internationale arenaer.

Ranheim sluttede den seneste sæson som nummer otte i den norske OBOS-Liga, og med tilføjelsen af Gustav Mogensen håber klubben at styrke sit hold og forfølge endnu bedre resultater i fremtiden.

Sarpsborg 08 har takket Gustav Mogensen for hans indsats og ønsker ham held og lykke i Ranheim.

Gustav Mogensen har spillet hele 38 landskampe for diverse danske unglandshold (U19, U18, U17 og U16) med ni scoringer til følge.

Han allerførste klub, IF Viking Pindstrup, markerede tidligere hans landsholdsdebut med overrækkelsen af en klubtrøje fra barndomsklubben. Foto: IF Viking Pindstrup

Får trænerlegende

Gustav Mogensen får i Ranheim lidt af legende i norsk fodbold som træner.

Ranheim har nemlig annonceret, at Kaare Ingebrigtsen vender tilbage til klubben som cheftræner. Ingebrigtsen, der tidligere havde det sportslige ansvar i Ranheim tilbage i 2007, har en omfattende trænererfaring og har trænet hold som Bodø/Glimt, Viking, Rosenborg, belgiske Ostende, græske APOEL og Brann.

Ingebrigtsen har et imponerende træner-CV, hvor han førte Rosenborg til tre ligamesterskaber og to pokalguldmedaljer. Dog blev han fyret under Branns nedrykningssæson i 2021.

I det seneste år har Ingebrigtsen fungeret som sportsdirektør for 1. divisionsklubben Åsane.

Den 57-årige træner har også en imponerende spillerkarriere, hvor han tørnede ud for klubber som Rosenborg, Frigg, Manchester City og Byåsen.

Han opnåede tre ligamesterskaber og pokalguld med Rosenborg som spiller, hvor han noterede sig for 30 mål i 233 optrædener for klub- og landshold. Han havde også lejeophold i Strømsgodset og Lillestrøm.

Kaare Ingebrigtsen spillede 23 A-landskampe for Norge og scorede et mål.

Ud af fodboldfamilie

Gustav Mogensen er ud af en rigtig sportsfamilie.

Hans far, Jesper Mogensen, var som ungdomsspiller, et stort og ambitiøst talent i Kolind-Perstrup, før en grim knæskade ved et indendørsstævne i Kolind Hallen satte en stopper for en videre karriere.

Hans farfar, Tage Mogensen, var også en dygtig og målfarlig seriespiller i de unge år i Skjold Ryomgård, og på mødrene side skal det også nævnes, at onklen, Jacob Busch, var en dygtig seriespiller i Viking Pindstrups storhedstid.

Nu laver han forspændingsøvelser på oldboysholdet i IF Midtdjurs.

Den temperamentsfulde, energiske, muntre og meget talende Busch scorede mange mål med låget, fordi han var dygtig til at udnytte, at han var høj som et hus.