Fortsæt til indhold

DM-stævnet åbner med et brag

Fire hold kæmper om et enkelt plads i finalestævnet om det danske mesterskab i indendørs fodbold i Grenaa Idrætscenter.

Sport

Der bliver spænding fra første fløjt og masser at spille om, når der lørdag 20. januar kæmpes om det danske mesterskab i indendørs fodbold i Grenaa Idrætscenter.

For hvor stævnet tidligere er blevet indledt med en håndfuld kampe med ungdoms- eller old boys-spillere på banen, så åbnes der denne gang med et brag, når fire hold spiller om en enkelt plads i finalerunden, der sættes i gang umiddelbart efter.

»Vi har fjernet det gamle wild-card, som gav arrangøren lov at finde det sidste hold i finalerunden, fordi vi har fundet rigtigst at lade de hold, som er lige uden for de kvalificerede til DM-stævnet, spille om det,« siger Daniel Bloch, som driver hjemmesiden indebold.dk, der sæsonen igennem har styr på de mange indestævner rundt om i Danmark, og ikke mindst hvordan holdene ligger på den altafgørende rangliste. Indebold.dk arrangerer DM-stævnet i samarbejde med FC Glesborg.

Med ændringen håber man at se Grenaa Idrætscenter fyldt allerede fra stævnet start, når holdene Flisebørsen, Dove Fitness, Madsens Meloner og Tøjeksperten Auning spiller om den sidste finaleplads i en runde, hvor nederlag er kostbare.

Vinderholdet træder ind i en pulje med Gartneriet Munk, Selected Car Leasing, Jørgensen & Utoft og JBS-IT.DK, mens man i den anden pulje vil se Tommerup Efterskole, Midtjysk Tag, Jysk Tømrer, TA Varmeteknik og Mitech.

Vil man opleve lokale spillere fra Norddjurs i aktion, skal man endnu engang koncentrere sig om den vestlige del af kommunen, idet der er spillere fra med fortid eller nutid i Nørager og Vivild på holdene Jørgensen & Utoft, Mitech og Tøjeksperten Auning.

Der skal i år kæmpes om en ny DM-pokal efter, at Tommerup Efterskole sidste år sikrede sig den tredje DM-titel på stribe.

Men skal man tro Daniel Bloch - og det gør man nok klogt i, da han har set et hav af indendørsstævner denne vinter - så får den fynske efterskole hård kamp af Gartneriet Munk.

»De har helt klart hævet niveauet i år og har sæsonen igennem været det bedste hold efter de har forynget det, men spørgsmålet er o de har marginalerne på deres side, når det hele skal afgøres. Tommerup Efterskole har trods alt vundet over Gartneriet Munk i de seneste tre DM-finaler,« siger Daniel Bloch.