Norddjurs Håndbold snublende nær oprykning til 1. division
Torsdagens topkamp i Nørre Djurs Hallen afslørede, at der er himmelvid forskel på Norddjurs Håndbold og de næstbedste i 2. division.
»Velkommen til topgør i 2. division håndbold i Nørre Djurs Hallen mellem rækkens nummer et, Norddjurs Håndbold, og nummer to, Stoholm,« annoncerede halspeaker Per Pedersen torsdag aften klokken 18.58.
Lad det være sagt med det samme.
Ingen over og ingen ved siden af Norddjurs Håndbold i 2. division.
Det viste topopgøret med stor tydelighed.
Gæsterne havde ganske enkelt ikke formatet i form af træningstilstand, bredde, tempo og styrke i duellerne til at gøre noget ved hjemmeholdet.
Hjemmeholdet vandt sikkert 27-16 (10-7).
En sejr, der nemt kunne være endt med en decideret afklapsning af gæsterne, hvis hjemmeholdet ikke havde brændt for mange chancer i perioder.
Hjemeholdets bagerste skanse, Kevin Fisker, pillede totalt pynten af gæsterne. Efter ti minutter var han endnu ikke blevet passeret, og han holdt et vildt højt niveau i de cirka 52 minutter, der blev ham til del.
Den spillende sportschef og spilstyrer Mike Paulsen var også helt oppe at træde på den store klinge med seks mål, flotte igangsætninger og begavede indspil til stregspillerne.
Lad os bare konstatere, at Norddjurs Håndbold skal dumme sig noget så eftertrykkeligt i de sidste seks kampe for, at oprykningen til 1. division kikser. Det sker ikke.
Tre point i de sidste seks runder, så er den hjemme.
Norddjurs Håndbold er så stærke i forhold til de øvrige hold, at de napper seks sejr mere.