Fortsæt til indhold

Superwoman går på pension – afløseren er klar

Engageret frivillig overtager stafetten fra Majken Astrup.

Sport

Hammel GFs fitness ”superwoman”, Majken Astrup, har valg at gå på pension. Majken har været med i fire år og har i høj grad været med til at udvikle og forme Sport og Fitness konceptet, som har haft en eksplosiv medlemsfremgang i de forløbne år. Det oplyser HGF i en pressemeddelelse.

Majken Astrup går på pension. Privatfoto

»Der skal lyde en kæmpe tak til Majken og hendes positive sind. Majken var den helt rigtige til at være med til at bygge vores sportspaskoncept op. Majken har været rigtig god til at spotte nye gode instruktører og engagere dem. Så en kæmpe tak for indsatsen skal der lyde til Majken,« siger Allan Bo Andreasen, der er Forenings- og Eventchef i Hammel Gymnastik Forening.

»Hammel GF er en forening i rivende udvikling med 5.688 medlemmer, som alle elsker fællesskab og det at få bevæget sig. Vores ambition er stadig at tilbyde mere, bedre og flere muligheder, så alle medlemmer får de bedste forhold. Selvom vi lige er kåret som årets idrætsforening, skal vi blive endnu bedre og have et endnu bredere tilbud til alle i Hammel GF.«

Som afløser for Majken Astrup har HGF ansat Helle Hansen, der ifølge Allan Bo er valgt ud fra et stærkt ansøgerfelt.

»Som altid har vi store forventninger, og med Helle Hansen er vi sikre på, vi har fundet den helt rigtige til både fitness, men også eventdelen. En eventdel, som efterhånden er en stor del af Hammel GF.«

Helle Jensen er i forvejen instruktør og har flere holdtræninger i Hammel GF. Privatfoto

Helle Hansen har været frivillig i foreningen i de seneste år. Hun er blandt andet uddannet fitness instruktør og har flere holdtræninger som Step, MBL og Body Band Workout.

Helle skal være med til at videreudvikle på Sportspasset og til at drifte dagligdagen i fitness. Ved siden af fitness og event består jobbet nemlig også af support og sparring med de mange afdelinger i foreningen, der endvidere er på vej med en 18-huls diskgolfbane. Hammel GF arbejder desuden på at få tilknyttet fire indendørs padelbaner.

Den kommende og den afgående fitnessleder i Hammel GF. Privatfoto

Majken Ajstrup stopper 31. marts, og Helle Hansen begynder 1. april.