Otteårige William giver baghjul til alle i Danmark – og Tyskland
Cykeltalent fra Hammel er blevet dansk mester i cykelcross og har vundet flere løb i Tyskland.
Otteårige William er en ørn til at køre på cykel i al slags vejr og terræn. Sne, regn, mudder, sand og trapper er ingen forhindring, og hvis det bliver rigtig stejlt, tager han cyklen på nakken og løber med den.
Vi taler om cykelcross, hvor William gør sig rigtig godt bemærket både herhjemme og i udlandet. For nylig deltog han i DM i cykelcross i Holbæk og blev en sikker vinder i U11-rækken med et forspring på over to minutter til den nærmeste forfølger.
»Det gik godt, selvom det var en glat og hård rute, hvor jeg på et tidspunkt kom til at hoppe forkert op på cyklen og væltede,« fortæller William.
Med sejren kom det unge cykeltalent fra Hammel til at stå øverst på podiet til sejrsceremonien, mens nationalmelodien blev afspillet, og han fik en rød og hvid mesterskabstrøje trukket over sig.
Super sæson
Det kom næppe som den store overraskelse, at William gav de andre baghjul til DM, for han har været rigtig godt cyklende i perioden omkring DM, hvor han har deltaget i fire cykelcrossløb i Tyskland. I det ene løb blev han hummer to, mens han kom først over stregen i de tre andre løb, selvom William kører mod andre cykelryttere, der kan være et år ældre end ham.
»Der er ikke så mange crossløb i Danmark, så derfor har jeg kørt nogle løb i Tyskland, hvor der er mange flere deltagere og hårdere konkurrence,« fortæller William.
Cykelcross-sæsonen er ved at være ovre, men det betyder ikke, at William nu begynder at slappe af. Han er også ivrig mountainbikerytter og blev i sommer dansk mester i to forskellige MTB-discipliner, mens han kun var syv år.
»Jeg kan godt lide at komme ud i naturen og køre på cykel, og så er det udfordrende, det er rigtig fedt.«
Det lyder også hårdt?
»Jeg kan godt lide, når det bliver hårdt,« svarer William.
Mountainbike
Nu står MTB-sæsonen for døren, og William ser frem til at køre i skoven og hygge med vennerne i både Hammel Cykle Klub og Aarhus MTB, som han stiller op for til stævner. Cykelcrosstræningen foregår i en anden Aarhus-klub, CK Aarhus, der holder til ved Aarhus Cyklebane.
Om sommeren har han også nemt ved at hoppe på cyklen og tage en tur på egen hånd, for familien bor lige ved mountainbikesporet i Hammel. Her begyndte William på egen hånd at cykle, inden han meldte sig ind i den lokale cykleklub og kom med til et løb og blev nummer to i løbet efter blot én klubtræning.
Stærk og udholdende
Siden begyndte han som et supplement at køre cykelcross om vinteren, og det har vist, at denne form for cykelløb, hvor man indimellem løber med cyklen, passer ham rigtig godt.
»Udover at være teknisk god på en cykel er han også god til at løbe, stærk og udholdende,« fortæller hans mor, Signe Torbensen.
Moren fortæller endvidere, at cykelsport er en god social sport, hvor man får mange venner i forskellige aldre.