Fortsæt til indhold

Midsommerstafetten 2024 løber afsted med ny sponsor

Der varmes allerede nu op til det populære motionsløb Midsommerstafetten i bøgeskovene ved Skanderborg.

Sport
sra

Såvel virksomheder, foreninger, institutioner, skoler og privatpersoner opfordres i en pressemeddelelse til at sætte kryds ved 6. juni og tilmelde sig årets Midsommerstafet.

I lighed med tidligere år afvikles løbet i de smukke omgivelser under bøgetræerne i Dyrehaven, der også danner rammen om Smukfest. Det er en oplagt mulighed for at mødes til et hyggeligt og nærværende motionsløb, hvor der er plads til alle – uanset niveau.

»Vi har fokus på den gode stemning blandt deltagerne, hvor børn, voksne og ældre blander sig med hinanden og hygger sig midt i de unikke omgivelser,« fortæller løbets arrangør Morten Vest fra Skanderborg Firmaidræt.

Man kan deltage enten ved at gå en syv kilometers walk eller løbe tre gange fem kilometer stafet. For de helt små er der FDF Børneløbet med en rute på en kilometer.

I år har Midsommerstafetten fået ny hovedsponsor i form af Red Horse, der ligger i Stilling og udvikler, producerer og leverer befæstigelsesløsninger, der får ”det hele til at holde sammen” i byggeri og industri.

»Vi glæder os meget til at deltage aktivt i Midsommerstafetten. En vigtig bevæggrund for vores deltagelse er, at der er tale om et både godt, nærværende og lokalt arrangement i hyggelige omgivelser, hvor der er plads til alle. Alt sammen noget, der matcher kulturen i Red Horse,” skriver virksomheden i pressemeddelelsen.

Som noget særligt i 2024 og i anledning af det første år med Red Horse som hovedsponsor vil der blive uddelt en gratis løbs-t-shirt til de første 1000 tilmeldte deltagere. Traditionen med at give børnene medaljer som løbspræmie bliver også fastholdt.

Tilmelding til løbet kan ske på sportstiming.dk/event/13727.