Flot forår for bordtennisklubben
To hold fra BTK Grenaa sluttede turneringen som ubesejret.
Efter et flot efterår, hvor den lokale bordtennisklub BTK Grenaas førstehold i serie 2 og tredjeholdet i serie 5 begge rykkede en række op til serie 1 og 4, har klubbens hold efter nytår præsteret historisk flot.
Det nyoprykkede serie 1 hold, der efter ombrydningen til jul blev forstærket med Frank Jensen, gik med seks sejre og to uafgjorte kampe ubesejret gennem forårsturneringen og vandt dermed deres pulje. Udover Frank Jensen har Leo Vedersø, Simon Tenzone og Henrik Ragner Sørensen bidraget til topresultatet.
Andetholdet i serie 3 præsterede helt exceptionelt og vandt samtlige 10 kampe og blev dermed en suveræn puljevinder. Nichlas Bruun vandt alle 24 kampe han deltog i og havde dermed stor andel i det fine resultat. Udover Nichlas spillede også Mikael Pedersen, Nils Brøndsted, Tommy Andersen og kaptajnen Kim E. Hansen på holdet.
Det ligeledes nyoprykkede hold i serie 4 kom gennem foråret med fire sejre og lige så mange nederlag og endte på en tilfredsstillende tredjeplads i rækken.
Et nytilmeldt hold i serie 5 blev puljevinder efter at have hentet 6 sejre en enkelt uafgjort og et nederlag. Disse spillere bidrog til det fine resultat: Michael Christiansen, Janus Hutters, Jens Chr. Andersen, Poul Hansen, Christian Jensen og Poul Elsborg.
Med hele tre puljevindere er sæsonens holdturnering slet ikke slut endnu, idet alle tre hold nu skal til Hørning Idrætscenter for at spille om det ”Jyske Holdmesterskab”.
Klubben kan udover de fine resultater i holdturneringen også glæde sig over at 60+ afdelingen fortsat kører fremragende. Her møder omkring 25 bordtennisekvilibrister trofast op mandag og torsdag formiddage. Motionsdamerne, der træner tirsdag aften i Multisalen, kører stabilt med otte deltagere.
Udover ovennævnte holdmesterskaber får medlemmerne i april også travlt, når der skal findes klubmestre i såvel single som double.
BTK Grenaa kører i øjeblikket en kampagne for at skaffe nye medlemmer, - det betyder, at alle kan kigge gratis forbi og spille med. Tilbuddet gælder både 60+, senior og ungdom helt frem til september. Træningstiderne kan findes på klubbens hjemmeside.