Fortsæt til indhold

Guld til skakmestre fra Skanderborg

Ved de to afsluttende runder i holdmesterskabet i skak, levede Skanderborgs førstehold op til favoritværdigheden og sikrede sig Danmarksmesterskabet.

Sport
gs

I Danmark har man siden 50’erne spillet om det danske holdmesterskab i skak. Otte mand (m/k) på hvert hold, som i hver match spiller mod otte andre (mand mod mand), og det hold, der vinder flest partier, har vundet matchen og to points. Uen uafgjort match (4-4) giver ét point til hvert hold.

Allerede før sæsonstart måtte Skanderborg Skakklubs stærke førstehold finde sig i at blive udråbt som favorit til mesterskabet, og den favoritværdighed forvaltede spillerne aldeles fremragende, fortæller klubben i en pressemeddelelse.

Sejre i de første syv runder bragte nemlig holdet på en sikker førsteplads med tre points afstand til de værste konkurrenter fra Hillerød og BMS (København), så der var ikke mange, der troede, at det ville glippe for de østjyske krigere.

Det gjorde det heller ikke. I lørdagens runde (6/4) blev det ganske vist ”kun” til en uafgjort 4-4-match mod de regerende, femdobbelte danmarksmestre fra Køge, men i søndagens niende og sidste runde efterlod Skanderborg ingen tvivl om mesterskabets placering, da nedrykkerne fra Frem (Odense) blev sendt nedad med en 7-1-sejr til Skanderborg.

Med 17 matchpoints af 18 mulige var Skanderborg dermed for fjerde gang i klubben danske mestre i holdskak. Hillerød lå to points bagud og vandt sølv, mens det nordsjællandske hold fra Nordkalotten reddede bronzen.

»En sådan bedrift kan kun gøres når alle spillere på holdet yder deres allerbedste, men en spiller strålede alligevel lidt mere end alle andre: Skanderborgs og Danmarks stærkeste spiller, den kun 19-årige Jonas Buhl Bjerre,« lyder det videre fra Skanderborg Skakklub, der fortsætter:

»Individuelt scorede han 7½/9 på Skanderborgs topbræt, endda mod en solid stribe modstandere af næsten udelukkende stormestre (GM). Jonas’ eget ratingtal (styrketal) er lige nu 2655, men hans præstationsrating i turneringen var hele 2761. Det ratingtal ville give ham en imponerende sjetteplads på verdensranglisten - ét lille point efter den regerende verdensmester Ding Liren fra Kina.«

Også i de lidt lavere rækker er sæsonen for holdskak sluttet. For Skanderborgs andethold endte sæsonen desværre lige så skidt, som den startede, og holdet må en række ned. Til gengæld vandt tredjeholdet sin række, og endelig havnede fjerdeholdet også i deres rækkes lidt tunge ende.

Individuelt har der også været lyspunkter. I påsken afholdt Unionen det individuelle DM, og selvom Skanderborgs (og Danmarks) to stærkeste spillere, Jonas Bjerre og Mads Andersen, ikke deltog, var der alligevel østjyske lyspunkter. Filip Boe Olsen var eneste skanderborger i topklassen, hvor han scorede en delt tredje-fjerdeplads efter stormestrene Boris Chatalbashev og Jesper Thybo. Så selvom Skanderborg langt fra er Danmarks største by, er den lokale skakklub bedre end så mange andre til at fremtrylle skaktalenter.