Ny formand: Sport er et frirum i en tid præget af præstationspres
Ny formand vil sætte fokus på frivillighed, fællesskab og mental sundhed for foreningens medlemmer og frivillige.
Michael Krupsdahl bliver ny formand for HOG Hinnerup, der er hovedforening for 14 idrætsgrene.
»Med mere end 15 års involvering i HOG Hinnerup, ikke mindst inden for badminton, er jeg meget optaget af at støtte og udvikle vores fælles forening,« siger den nye formand i en pressemeddelelse.
Frivillighed er en kerneværdi for Michael Krupsdahl, der ser frem til at udvide og berige den frivillige indsats i HOG Hinnerup. Han tror på, at den frivillige indsats styrker foreningen og kan skabe en atmosfære, hvor alle føler sig værdsatte.
Formanden ønsker at fremme et bredt samarbejde på tværs af foreningen, som skal understøtte medlemmernes sociale og mentale velvære. Udover frivillighed og fællesskab er både fysisk og mental sundhed et vigtigt emne for formanden.
»I en tid præget af præstationspres kan vores sportsaktiviteter tjene som et frirum, der støtter både fysisk og mental sundhed og robusthed, og hvor alle medlemmer skal føle sig trygge og støttede.«
Derudover vil formanden fokusere på at styrke HOGs drift og ressourceudnyttelse for at tiltrække og fastholde medlemmer og frivillige.
Michael Krupsdahl har været medlem af HOGs forretningsudvalg siden 2021. Han afløser Kristian Hasager, der i 2020 tiltrådte som formand.