Fortsæt til indhold

Gift Links har fundet fodboldlykken og kærligheden sammen med Camilla i Aarhus

Pokalsemifinale-helt og AGF-profil er kæreste med anføreren for Aabyhøj IF Basketball, Camilla Lind Christiansen, der er datter af AGF-legende.

Sport

Mange forbinder foråret med forelskelse.

Og det står i fuldt flor, da avisens udsendte møder AGF-profilen Gift Links og hans kæreste gennem tre år, Camilla Lind Christiansen.

»Vi mødte hinanden gennem fælles venner. Jeg gik i klasse med T.K. (Thomas Kristensen, tidligere AGF-spiller og nuværende Udinese-spiller, red.) på Aarhus Business College. Og så blev Gift og jeg mere end venner på et tidspunkt og brugte rigtig meget tid sammen under corona-pandemien. Det var rart,« siger Camilla Lind Christiansen med et stort smil.

Hun kender alt til AGF.

Hendes far er AGF-legenden Claus Christiansen, der var med til at vinde pokalfinalen over B1903 tilbage i 1992. Og så kender 22-årige Camilla Lind Christiansen alt til elite-idræt, for hun er anfører for Aabyhøj IF’s basket-kvinder, som netop har været i DM-finalen, hvor det blev til sølv.

Camilla Lind Christiansen er anfører for Aabyhøj IF's basketballkvinder, der netop har vundet DM-sølv. Foto: Thorbjørn Wangen

Her fik hun også støtte af sin kæreste fra tilskuerpladserne.

»Fordi vi begge dyrker vores sport på højt niveau, forstår vi hinanden ret godt og ved, hvad vi hver især har brug for, og hvornår vi skal fokusere,« siger Gift Links, der har været i AGF siden 2019.

Pokalhelt

Forelsket er mange AGF-fans også blevet i Gift Links. Især i denne sæson, hvor det hele er gået op i en højere enhed for den lynhurtige sydafrikaner. Han har udviklet sig fra bænkevarmer til stor profil og blev en decideret semifinale-pokalhelt mod FC Nordsjælland med to flotte og særdeles afgørende scoringer.

Scoringer, der har været med til at bringe AGF i klubbens første pokalfinale i otte år.

En finale, han næsten ikke tør snakke om, fordi han ved, hvor meget den betyder. Ikke engang med svigerfar.

»Jeg tilbringer meget tid sammen med Claus (Christiansen, red.), og vi taler selvfølgelig meget om fodbold. Han har også været træner i mange år, så det er meget fint, og vi har et super forhold,« siger 25-årige Links, hvis familie bor 13.000 kilometer væk fra ham.

Claus Christiansen med svigersønnen, kort efter at han vandt den seneste DM-bronzemedalje med AGF. Claus Christiansen vandt pokalfinalen med AGF tilbage i 1992. Privatfoto

Derfor har han endnu ikke fået familiebesøg fra Sydafrika.

»Jeg har forsøgt at få min lillebror op til pokalfinalen, men det lykkedes desværre ikke,« fortæller Gift Links, som også har tre lillesøstre i Sydafrika.

Til gengæld kommer en stor del af Camilla Lind Christiansens familie over i Parken til pokalfinalen 9. maj.

Jeg tror, det er mange ting, der er gået op i en højere enhed, og en stor støtte fra mange mennesker omkring mig. Camilla og hendes familie, mine holdkammerater og mine trænere. De er der altid for mig. Det er jeg virkelig taknemmelig for.
Gift Links, AGF-spiller

»Jeg prøver at komme til så mange af Gifts kampe, som jeg har mulighed for. Og selvfølgelig skal vi over at se pokalfinalen,« fastslår Camilla Lind Christiansen, der læser HA Almen på Aarhus Universitet, når hun ikke dribler med en basketball.

Gift, hvorfor er du så god i denne sæson?

»Jeg tror, det er mange ting, der er gået op i en højere enhed, og en stor støtte fra mange mennesker omkring mig. Camilla og hendes familie, mine holdkammerater og mine trænere. De er der altid for mig. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Det har gjort det lettere for mig at præstere på et godt niveau,« siger Links og fortsætter:

»Og så har Stig Inge Bjørnebye (AGF’s sportschef, red.) også været god for mig. Han har spillet den samme position som mig og er kommet med gode råd. Især om at nyde at spille fodbold. Og jeg nyder det virkeligt lige nu.«

Har slettet Instagram

Noget, der også har hjulpet sydafrikaneren til at blive bedre, er ifølge ham selv at komme af med sin Instagram-konto:

»For to måneder siden slettede jeg min Instagram. Jeg følte, at jeg brugte for meget tid på det og trængte til at fokusere på noget andet. Jeg er virkelig glad for, at jeg tog beslutningen, for nu føler jeg, at jeg laver noget produktivt, når jeg er hjemme,« siger han.

Hvad fremtiden byder på for sportsparret, er uvist:

»Jeg kan sagtens se mig selv leve i Danmark efter min fodboldkarriere. Jeg elsker alt ved Danmark – bortset fra vejret. Men lige nu er vejret rigtig dejligt, så jeg er virkelig glad for at være her i Aarhus og AGF.«

Gift Links har kontrakt med AGF frem til sommeren 2026 og været i klubben siden 2019. Arkivfoto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

Hvis Gift Links fortsætter med at spille så godt, som han gør nu, er en karriere væk fra Danmark ikke urealistisk. Og kæresten følger ham gerne.

»Det kommer til at afhænge af min uddannelse og min basketball. Gift ved, at jeg vil gøre alt for at være sammen med ham. Og man kan jo også spille basketball i udlandet,« siger Camilla Lind Christiansen med et efterfølgende stort smil.

Hver aften går parret en lang tur for at få vendt dagen med hinanden. Foto: Kim Skovrup Andersen

Få fodbold i ørerne, og lyt til podcasten Hvid Røg, som tager AGF under kærlig behandling hver uge, når bolden ruller. Lyt med i Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.