Fortsæt til indhold

Sad på bagsædet til rally i 80'erne: Nu kører Michael selv for at forsvare trofæ

Michael Broberg har kørt rally, siden han var 18 år, men motorløb har altid været en del af hans DNA.

Sport

Pludselig smækker kølerhjelmen op i forruden på den mangefarvede Ford Fiesta, mens Michael Broberg sidder bag rattet. Og så kan han ikke se noget som helst.

Der skal tænkes hurtigt. For han er midt i et ræs.

»Jeg taber lige 30 sekunder til den hurtigste i klassen,« fortæller 42-årige Michael Broberg fra Låsby.

Han og codriveren Peter Lyngs ender alligevel med at vinde første afdeling i Danmarksmesterskaberne i Rally 22. april i Yding.

Jeg begyndte at køre Rally som 18-årig, men der har altid været biler i familien. Jeg har det både fra min far og stedfar. Jeg sad nærmest med på bagsædet, da de startede i 80’erne.
Michael Broberg

Lørdag den 25. maj prøver de at vinde igen, når anden afdeling i DM i Rally afvikles. Denne gang på de sønderjyske rallyveje, og Michael Broberg og makkeren er ved at være klar. Fiestaen har fået ny kølerhjelm, og en Gl. Rye-borger har malet Fiestaen klar.

»Vi skal forsvare vores sejr i første afdeling for tre uger siden. Vi er en gruppe på syv biler i vores klasse dernede, som vi plejer at have en tæt fight med,« lyder det fra Michael Broberg.

Perfektionistisk makkerskab

Sidste år vandt han Danmarksmesterskaberne i Rally sammen med Peter Lyngs. Det var første gang, de to kørte sammen i den 11 år gamle Fiesta.

»Jeg har kendt Peter i rigtig mange år, og en dag poppede der et opslag op på Facebook med, at han manglede en førstekører - og så skrev jeg til ham. Vi var hurtigt enige om, at vi skulle køre sammen. Peter har også kørt i mange år, og vi er begge to ret perfektionistiske,« fortæller Michael Broberg, der også var tilfreds med makkerskabet ved sidste års DM-afdelinger.

»Jeg fik lige de informationer, jeg skulle have - de passede hele vejen igennem. Vi begyndte at køre sammen i april sidste år og endte jo så med at køre hele sæsonen sammen og vinde DM,« siger Michael Broberg, der er ved at have mange år bag rattet.

»Jeg begyndte at køre rally som 18-årig, men der har altid været biler i familien. Jeg har det både fra min far og stedfar. Jeg sad nærmest med på bagsædet, da de startede i 80’erne,« husker Michael Broberg, der dagligt arbejder med biler via sit arbejde hos Via Biler i Skanderborg.

Det begyndte som et familieforetagende - og det er det stadig.

»Det smitter jo af på hjemmefronten. Jeg har en dreng, der også er begyndt at interessere sig for biler,« siger Michael Broberg.

Netop familien er også med under weekendens rally. Løbet begynder klokken 7 den 25. maj.

»Vi begynder med at gennemkøre 12 prøver. Det var typisk frem til middag, og så begynder selve rallyet og varer frem til 19-tiden, så det er et heldagsløb,« lyder det fra Michael Broberg, der glæder sig til at sætte sig bag rattet igen.

Det glæder han sig altid til. Og han får flere muligheder for at køre sin Fiesta i løbet af året. Der køres seks afdelinger i Danmarksmesterskaberne i Rally og så er der yderligere fire mindre Rally Sprints med formålet at træne til de større konkurrencer.