Fortsæt til indhold

AGF fik »stoppet blødningen«: »Om vi så kan redde patienten, det må næste sæson jo så vise«

Endelig kom AGF op på hesten igen! Magic Mads Emil fik sendt FCK hjem til hovedstaden uden point og med slukkede gulddrømme, og det er noget, der luner i Aarhus og i Hvid Røg-podcasten hos Michael "Jøden" og Sture Sandø.

Sport
JP/am

3-2-sejren over FC København, hvor AGF gav den som “Spielverderber”, er første punkt på dagsorden i seneste afsnit af AGF-podcasten ”Hvid Røg”.

Snakken om kampen giver også anledning til et opkald til AGF-fan Frej Elbæk for første gang i lang tid. Og selvom det sker oven på en sejr, så er han ikke helt på toppen endnu efter pokalfinalen.

»Jeg synes jo virkelig, at vi har brug for den sejr i går - bare lige for at få stoppet blødningen. Om vi så kan redde patienten, det må næste sæson jo så vise. Men der er et stort arbejde forude,« siger han i afsnittet.

Derudover er der mere end en håndfuld Hvi’e Nyhe’er, der kommer omkring alt fra kontraktforhold og en fødsel til et bryllup og en øl i Malmø.

Almanakken bliver som altid en dato rigere. Denne gang på baggrund af en besked fra en lytter, der blandt andet handler om en person ved navn ”heksedoktor Harald”.

Sidst, men ikke mindst, tager podcasten en tur forbi Det Litterære Hjørne, hvor læsebrillerne findes frem og lytterne får et skud hvi’ prosa med sig.