Risiko for vold og sammenstød: Tvinger AGF-fans til at blive på Brøndby Stadion
Politiet kalder superligakampen 26. maj for en 'højrisiko-kamp'.
Søndag møder AGF Brøndby på Brøndby Stadion. Vinder Brøndby er de danske mestre.
For tilrejsende fans af Aarhus-holdet kommer opholdet på stadion til at vare mere end de cirka to timer, som kampen tager:
Københavns Vestegns Politi har besluttet at pålægge Brøndby IF at tilbageholde fans af udeholdet AGF i en periode i op til en time efter kampen
»Mesterskabet bliver afgjort på søndag, og vi ved, at mange fodboldfans har følelserne uden på trøjen, men det ændrer ikke på, at det skal være en hyggelig og festlig fornøjelse at gå til fodboldkamp for alle. For at undgå sammenstød og uroligheder mellem ude- og hjemmefans har vi besluttet at anvende muligheden for at tilbageholde udebanefans,« siger politiinspektør Tenna Wilbert, Københavns Vestegns Politi
Påbuddet indebærer i sin enkelthed, at AGF-fans vil blive tilbageholdt på stadion i op til en time, mens Brøndby IF’s fans forlader området.
»Højrisikokamp«
Årsagen til tilbageholdelsen er, at politiet har klassificeret kampen som en højrisikokamp, hvor risikoen for uroligheder vurderes at være højere end ved andre kampe.
Kampen anses som værende af afgørende betydning for, hvem der bliver dansk mester i Superligaen 2023/2024, hvilket understreger kampens betydning.
Det gør, at politiet vurderer, at der er en forhøjet risiko for vold og sammenstød.
»Vi er meget bevidste om, at dette påbud bliver givet ganske tæt på kampen på søndag, men vi håber på fansenes forståelse, da det har været en dynamisk Superliga-sæson,« siger Tenna Wilbert.
»Beslutningen er truffet i henhold til loven om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder,« skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.