Alberte Kjær Pedersen er udtaget til OL for første gang
25-årig triatlet kroner en flot sæson med en OL-udtagelse.
Danmarks Idrætsforbund (DIF) har officielt udtaget triatleten Alberte Kjær Pedersen til sommerens OL i Paris.
Det bliver Aarhus-atletens første OL.
Det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
Alberte Kjær Pedersen, der oprindeligt er fre Fredericia men bosat i Aarhus, har netop vundet World Cup-afdelingen i Huatulco og har gennem sæsonen præsteret flot. Alberte Kjær valgte sidste år at sætte sit tandlægestudie på pause og dedikere sig fuldt ud til sin sport, og det hårde arbejde har nu båret frugt.
»Det er så uvirkeligt for mig, at jeg skal til OL. Det har altid været en drøm, og de seneste par år har det også været et mål. Jeg har sat mit studie på pause, for at satse helt på min sport. Det er sårbart at tage sådan en beslutning, men jeg ville bare være sikker på, at jeg gav den alt, hvad jeg kunne, så jeg er så glad for, at jeg nu skal til OL. Jeg glæder mig sindssygt meget til at blive en del af et stort hold, og repræsentere Danmark, og jeg glæder mig til at køre konkurrence i hjertet af Paris – det er da fantastisk,« siger Alberte Kjær Pedersen.
Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, er imponeret over OL-debutanten og hendes præstationer.
»Det er utroligt spændende at se både Alberte til hendes første OL. Hendes engagement og talent lover godt for hendes præstationer i Paris, og jeg glæder mig meget til at følge hende. Hun har vist, at hun har, hvad der skal til for at konkurrere på højeste niveau,« siger Lars Balle Christensen.
Søren Simonsen, DIF’s Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris, ser frem til at se debutanten i aktion.
»Det er dejligt, at vi får danskere med til triatlon igen efter en pause i Tokyo, og hun har vist rigtig god form i kvalifikationen. Jeg havde fornøjelsen af at være tæt på Alberte European Games sidste år. Ud over at være nogle dygtig er hun også et utrolig nysgerrig og sympatisk menneske, som jeg er overbevist om vil være et stort aktiv for det danske fællesskab i OL-byen,« siger Søren Simonsen.