Fortsæt til indhold

Emilie løber for sin ALS-syge reservemor til Aarhus City Halvmarathon

23-årig ergoterapeut-studerende ønsker endnu større fokus på alvorlig sygdom, som har ramt en af hendes nærmest pårørende. Derfor deltager hun i stort løb i Aarhus.

Sport

Når startskuddet lyder til årets Aarhus City Halvmaraton, er der en løber, som har noget ekstra på spil.

23-årige Emilie De Lemos Wiberg Bech skal gennemføre sit første halvmaratonløb for at samle penge ind til en tæt pårørende, der er ramt af sygdommen ALS (Amyotrofisk lateral sklerose, der er en sygdom i nervesystemet. Sygdommen angriber nerverne i hjerne, hjernestamme og rygmarv, red.).

»For nylig fik jeg at vide, at en af mine nærmeste pårørende var blevet ramt af ALS. Det har været med til at vende min verden på hovedet. Hun er kun 48 år gammel og er en reservemor for mig og har altid været der for mig,« siger Emilie De Lemos Wiberg Bech og fortsætter:

»Det kom som et kæmpe chok og er en stor sorg, for det går ret hurtigt den forkerte vej.«

Reservemoderen er Mie Lausten, som er byrådsmedlem i Hillerød.

Gennemsnitslevetiden med ALS er tre år.

Skabe opmærksomhed

Derfor samler den ergoterapeut-studerende ind til Muskelsvindfonden, og for at skabe opmærksomhed til projektet snører hun sine løbesko og har kastet sig ud i et projekt, som altså skal munde ud i 21 kilometer søndag 16. juni.

Derudover har hun lavet en fundraiser på facebook.

Penge er en ting, noget andet er at skabe opmærksomhed på den alvorlige sygdom.

Den ergoterapeut-studerende samler penge ind til Muskelsvindfonden. Foto: Kim Skovrup Andersen

»Det er en måde at udfordre mig selv på samtidig med, at jeg føler, jeg gør noget godt for hende.. Det er bedre at prøve at gøre noget i stedet for at se passivt til,« fastslår hun.

De længste træningsture har været 15 kilometer indtil videre, og målet er at løbe distancen under 2 timer og 15 minutter.

»Løb er den fedeste måde at få renset sit hoved på, og så synes jeg, det er en sund måde at komme i kontakt med mig selv på,« siger Emilie De Lemos Wiberg Bech med et efterfølgende smil.