Hørning Håndbold med flot titel: »Kæmpe anerkendelse til alle de frivillige«
Hørning Håndbold blev for nylig anerkendt for det gode arbejde med at fastholde frivillige og medlemmer.
Frivillighed og fællesskab.
Det er nogle af de helt store temaer hos Hørning Håndbold, der for nylig blev kåret som Årets Forening i DanskHåndbold Midt 2023/2024.
»Vi er selvfølgelig meget stolte af, at vi bliver årets håndboldforening i DanskHåndbold Midt. Det er første gang, den er givet,« fortæller Daniel Flyger, formand for Hørning Håndbold.
»Det er fedt at få anerkendelse for det, vi laver. Det er ikke vores job, men vi er alle sammen frivillige. Vi er begunstiget af at have mange frivillige, der gerne vil hjælpe og løfte. Så det er en kæmpe anerkendelse til alle de frivillige, der gennem mange år har gjort et stort stykke arbejde i klubben.«
Han selv begyndte at spille i klubben som dreng, og allerede som 14-årig blev han ungdomstræner. Siden da har han hængt ved, og han er stadig helt vild med sit arbejde som formand i Hørning Håndbold.
Det er fedt at få anerkendelse for det, vi laver. Det er ikke vores job, men vi er alle sammen frivillige. Vi er begunstiget af at have mange frivillige, der gerne vil hjælpe og løfte.Daniel Flyger, bestyrelsesformand i Hørning Håndbold
»Jeg er selv vokset op i klubben. Jeg begyndte med at spille som syv-årig, så jeg har jo også nydt godt af det, de unge i dag forhåbentlig nyder godt af i dag,« lyder det fra Daniel Flyger, der slår på, at det ikke er barndommens resultater, han husker i dag.
»Jeg husker mere alle de ture og arrangementer, jeg var med til som dreng. Fællesskabet. Jeg har stadig mange af de venskaber, som jeg fik dengang.«
De frivillige og fællesskabet i klubben er ifølge Daniel Flyger en af flere årsager til, at Hørning Håndbold blev Årets Forening i DanskHåndbold Midt 2023/2024.
»Vi har gennem mange år engageret mange frivillige, og vi laver en masse til dem. Nøglen må også være, at de frivillige har et fællesskab uden for banen ligesom spillerne har, når man er en del af Hørning Håndbold,« siger Daniel Flyger.
De frivillige inviteres hvert år på sommerhustur.
»Her handler det bare om trænerne, og de får mulighed for at danne relationer i fællesskabet,« lyder det fra bestyrelsesformanden, der iøvrigt kommer med flere årsager til titlen.
Den samme bestyrelse gennem mange år betyder også meget for klubbens udvikling.
»Jeg tror, at hovedtemaet må være, at vi er heldige med at have den samme bestyrelse gennem mange år. Der er en rød tråd og retning, som bliver holdt. For mange år siden havde vi en ide om, hvad vi gerne ville,« fortæller Daniel Flyger.
Også de mange tilbud i klubben spiller også en stor rolle.
Der er noget for både babyer, børn, voksne og ældre. Der er blandt andet håndboldskole, beachhåndbold og tumlebold.
»Vi har omkring 90 børn og voksne til tumlebold - og det har vist sig at være et godt tiltag for klubben. Når vi først har børnene med, er der mange, der bliver ved. Det er en god rekruttering at have tumlebold. Det er to uddannede motorikvejledere, der står for træningen, så der er et formål med det, der bliver lavet,« fortæller Daniel Flyger, der også slår på »godnathåndbold.«
»Her kan børnene spille håndbold hele natten, og de får mulighed for at danne nye relationer på tværs af både køn og alder. De behøver ikke gå i seng - kun hvis de har lyst. Det er noget af det, der fællesskabende i klubben. Som mindre læner man sig for eksempel op ad de store og spejler sig i dem,« siger Daniel Flyger.
Fortsætter arbejdet
Selvom klubben er stolt, kommer den ikke til at dvæle ved titlen. I stedet skal der tænkes fremad igen.
»Det handler om at blive ved med at gøre det sjovt for vores frivillige og medlemmer. Medlemmerne skal synes det er sjovt, og de frivillige giver vores medlemmer rammerne til det«
Daniel Flyger er dog ikke bleg for at fortælle, at der i klubben også er noget at arbejde med.
Det er svært at få de unge håndboldspillere tilbage efter efterskoleophold.
»Vi kæmper for at få de unge hjem igen. I år får vi nogle spillere hjem til pigesiden, men det er en udfordring. Når de først tager væk er det svært at få dem tilbage igen, fordi de bliver spredt. Det er noget af det, vi gerne vil blive bedre til,« lyder det fra Daniel Flyger, der dog oplever en vis succes med at få nogle spillere tilbage.
»Vi prøver at være i dialog med dem, mens de er af sted på efterskole. Det har vist sig, at det er usikkerheden i, om der er hold, når de er tilbage, der gør at de ikke kommer tilbage til klubben. Det er et stort problem både i fodbold og håndbold. Og så er de unge også i tvivl om, hvor meget tid de vil bruge på håndbolden, når de skal til i gymnasiet eller handelsskolen. Men der er kommunikation vejen frem,« siger Daniel Flyger.