Aarhusiansk tennisspiller vinder 25.000 dollars-turnering
Hjemme i Aarhus vandt Elmer Møller for andet år i træk 25.000 dollars-turneringen, som Skovbakken Tennis var vært for.
Smilet var fremme hos Elmer Møller søndag. Og med god grund.
For på hjemmebane hos Skovbakken Tennis vandt den aarhusianske tennisspiller sin sjette professionelle titel, da han i finalen slog landsholdskollegaen August Holmgren i den ITF World Tennis Tour-turnering, som den aarhusianske tennisklub var vært for i sidste uge.
20-årige Elmer Møller, der er født i Aarhus, men stiller op for KB Tennis, vandt også turneringen, som har en præmiesum på 25.000 dollars, sidste år. Efter en suveræn uge tilbage i fødebyen havde han søndag spillet sig i finalen igen. Den blev afgjort i to sæt, hvor han slog August Holmgren fra Gentofte med cifrene 6-3, 6-0.
Med titlen forsvarer Elmer Møller også de 25 point til ATP’s verdensrangliste fra sidste år, som vinderen af 25.000 dollars-turneringen får.
»Det føles virkelig fedt. Jeg synes, jeg spiller en virkelig god kamp i dag, og jeg har spillet en god uge, så jeg er virkelig glad for at løbe med sejren. Det er selvfølgelig altid rart at forsvare sin titel og beholde pointene, men jeg prøver så vidt muligt ikke at tænke på point og rangering, men det er selvfølgelig megafedt for mig ikke at tabe en masse point fra sidste år. Så jeg er virkelig glad,« lød det fra Elmer Møller efter finalesejren ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Tennis Forbund.
Elmer Møller ligger aktuelt nummer 284 på ATP’s verdensrangliste.