Håndboldpiger til Sverige efter imponerende sæson: De to hold har udviklet sig med stormskridt
Nørre Djurs HK’s U11 og U13 piger deltager i Partille Cup for første gang.
Nørre Djurs HK’s U11 og U13 piger er mere end parate til en spændende tur til Partille Cup 2024 i Göteborg fra mandag den 1. juli til lørdag den 6. juli.
Begge hold har haft en imponerende vintersæson i A-rækken.
»Det er et bevis på at øget træningsmængde giver pote. Det er et tema, som vi fokus på i Nørre Djurs HK,« siger træner for U11-pigerne, Henrik Elkjær, der også er ungdomskonsulent i klubben og ham, der sammen med Jan Mathiesen, assistenttræner for klubbens flagskib i 1. division, Norddjurs Håndbold og ansvarlig for talentudvikling. En pendant til, hvad man i fodboldklubber kalder transitionstræner. Altså ham, der kigger meget på den enkelte spiller og giver input til, hvordan han eller hun kan løfte deres spidskompetencer ved måske at træne en gang om ugen med en ældre trup.
De to pigehold har udviklet sig med stormskridt de sidste sæsoner, og de er gået fra at spille i C-rækkerne til nu at konkurrere i A-rækkerne.
»Pigernes individuelle udvikling og fremskridt som hold er sket uden at gå på kompromis med det sociale samvær og fællesskabet, som er kernen i Nørre Djurs HK,« understreger Henrik Elkjær.
Nørre Djurs HK har altid hyldet et motto, der lyder: »Vi er en breddeklub med plads til elite«.
Leg og læring
Henrik Elkjær betoner netop den vigtige kobling mellem leg og læring i de tidlige ungdomsår, som uhyre vigtig i et godt træningsmiljø.
Helt på samme måde, som en dreng eller pige som tager i musikskole for at lære at spille guitar, tager håndboldbørn også til træning for at udvikle sig og blive dygtigere.
»Vi prioriterer, at trænerne både har en håndboldfaglig ballast, men også de nødvendige pædagogiske redskaber, så spillerne bliver set og føler sig velkomne uanset, hvor dygtige de er til at spille håndbold. En træner er ansvarlig for at samtlige spillere i truppen har det godt og trives i fællesskabet,« understreger Henrik Elkjær.
Turen til Partille Cup 2024 er et godt eksempel.
Spillere og trænere sigter naturligvis efter at få en god håndboldoplevelse mod på papiret kompetente modstandere, men også styrke fællesskabet, så holdene kommer hjem igen med fyldte depoter og sjove minder efter en uge fyldt med lir og larm.
Skandinaviens største håndboldstævne
Nørre Djurs HK pigerne har med støtte fra deres forældre tjent penge til turen gennem forskellige aktiviteter som salg af pomfritter, hjælp ved sommerfester og koncerter.
Senest deltog spillerne og deres forældre også i Grenaa Gademusiker Festival for at samle yderligere midler til turen.
Spillerne kan se frem til en gigantisk håndboldoplevelse, hvor de kan møde hold fra hele verden.
Med 23.000 deltagere fra 40 lande fordelt på 1.300 hold, bliver det en uge fyldt med håndbold, kulturmøder og nye venskaber.
Åbningsceremonien finder sted i store Scandinavium med pyroteknik, lyd- og lyseffekter, musik og underholdning.
Kampene spilles på Fristads Arena ved Heden, Valhalla IP og Kviberg, og de er gratis at overvære.
Heden Center er turneringens samlingspunkt, hvor spillere kan mødes uden for banerne.
Finalerne afholdes i Fristads Arena ved Heden, hvor drømme kan gå i opfyldelse foran tusindvis af tilskuere.