Fortsæt til indhold

Tidligere landsholdsspiller overtager damerne i IF Midtdjurs

Kamma Flæng overtager cheftrænerposten for dameseniortruppen i IF Midtdjurs, der med to oprykninger til Jyllandsserien og Serie 1, går en spændende sæson i møde.

Sport

Kamma Flæng, 48, gør comback i fodboldens verden, men nu på trænerbænken.

Den tidligere landsholdsspiller, der var kendt for at kunne sparke hårdere end en hest og lavede mange mål på såkaldte dommedagsskud fra distancen, har sagt ja til at overtage cheftrænerposten for dameseniortruppen i IF Midtdjurs.

IF Midtdjurs kan mønstre to 11-mandshold. Begge rykkede en række op i den netop afsluttede sæson.

Førsteholdet optræder fra august i Jyllandsserien, mens andetholdet trods oprykningen har valgt at forblive i Serie 2, ifølge DBU Jyllands oversigt for efteråret 2024.

Til at hjælpe sig på træningsbanen får Kamma Flæng støtte af Christina Nielsen Dahlerup, mens Gitte Koudal Andersen bliver holdleder for førsteholdet.

Bor lokalt

Kamma Flæng bor lokalt ved Nimtofte og har allerede været at finde på fodboldbanerne i Ryomgård i nogle år nu, fordi hun bl.a. har en dreng, der er aktiv i IF Midtdjurs.

Efter at have taget en HH-eksammen ved handelsskolen i Paderup i 1996, skiftede hun boldgade og tog en erhvervsuddannelse som murer.

En uddannelse som hun siden har suppleret med diverse overbygninger.

For nuværende arbejder hun som afdelingsleder ved Polygon DB - Østjylland.

En kontant type

De, der kan huske Kamma Flæng fra hendes aktive år på fodboldbanen, ved, at hun både kunne håndtere en bold, men også give igen med stor kraft i duellerne.

Fra sin position som spillende midterforsvarer kunne hun splitte et modstanderhold, der stod højt på banen med sine diagonalpasninger over længere afstande.

Kamma Flæng var den råbende og dirigerende type, der lagde vægt på, at fodbold ikke er for de stumme.

Når hun passerede midterlinjen med bolden ved fødderne, gjaldt det for modstandernes målmand om at være vaks ved havelågen, for anede Kamma Flæng den mindste mulighed for at ’flække igennem’, gjorde hun det gerne. Skræk og ve den modspiller, der kom i vejen for en Flæng-hammer!

Hvordan hun er som trænertype, får IF Midtdjurs-truppen at føle, når hun fløjter op til første træningspas senere i denne måned.