Fortsæt til indhold

William blev meget længe i landsbyklubben: I dag er han på fodboldlandsholdet

16-årige William Løkke Møller har fået kontrakt med superligaklub og er slået igennem på landsholdet, selvom han blev i barndomsklubben, til han fyldte 14.

Sport

Man behøver ikke nødvendigvis at skifte til en stor klub i en tidlig alder for at blive en meget dygtig fodboldspiller. Det er 16-årige William Løkke Møller fra Hinnerup et godt eksempel på.

Han har i det seneste år været en fast del af det danske U16 landshold og er udtaget til U17 landsholdet, der i begyndelsen af august spiller tre landskampe mod Finland, Norge og Sverige.

William spiller ungdomsfodbold i superligaklubben Silkeborg IF (SIF), men skiftede først som næsten 14-årig til den østjyske storklub. Indtil da havde han spillet fodbold i den lokale klub i Grundfør, GUI, sammen med kammeraterne fra Rønbækskolen i Hinnerup.

»Jeg har ikke haft det sådan, at jeg skulle afsted tidligere. Jeg har mange gode venner og har haft det godt og hyggeligt her i GUI,« fortæller William, som Lokalavisen har mødt i klublokalet i medborgerhuset i Grundfør.

William begyndte i GUI som 5-årig og har altså spillet i landsbyklubben i mange år, før han tog skridtet videre.

»Han er et godt eksempel på, at man ikke behøver at træne på et akademi som 10-årig, men sagtens kan slå igennem, selvom man bliver i sit eget fodboldmiljø med gode venner til en sen alder,« siger Williams far, Jens Møller, der er ungdomstræner i GUI.

Spottet af Silkeborg

Talentet var dog til at få øje på, og William var med til topcenter træninger i AGF og DBU-samlinger, mens han stadigvæk optrådte i den rød-hvide GUI trøje.

Her blev han spottet af SIF, som i efteråret 2021 tilbød ham en prøvetid i klubben. Det gik godt, så 1. januar 2022, nogle få dage inden William blev 14, skiftede han klub.

»Efter at have lært dem at kende i Silkeborg var jeg ikke i tvivl. Jeg faldt hurtigt til og blev en af de bærende spillere,« fortæller William, som et år senere blev belønnet med tre-årig kontrakt med SIF.

Kontrakten blev underskrevet på hans 15 års fødselsdag, som er det tidligste, man må indgå kontrakter i Danmark.

»Det er gået stærkt for mig. Jeg havde kun spillet der i et år, og kontrakten var et bevis på, at klubben troede på mig. Det var fedt og stort.«

Hvordan vil du beskrive dig selv som spiller?

»Jeg er en duelstærk stopper, der er god på bolden og har ro på til at sætte spillet.«

Landsholdet

William blev ved med at blive udtaget til DBU-samlinger, og for knap et år siden indtraf den næste milepæl i hans karriere: Udtagelse til U16-landsholdet, som er det yngste danske fodboldlandshold.

Han fik sin debut i en kamp mod Tyrkiet, der blev spillet under et træningsophold i Belgien. Siden da har William også været med landsholdet i Spanien og Tyrkiet og spillet i alt otte kampe på U16-landsholdet. Hans årgang er nu rykket op i U17, og William er med på det ”nye” landshold, der er draget til Sverige for at spille mod de andre nordiske landshold.

William Løkke Møller med en af de første pokaler, han vandt med barndomsklubben GUI. Privatfoto.

»GUI er en breddeklub med stort B, men vi er stolte over, at vi har været med til at udvikle en landsholdspiller. Vi har haft dygtige trænere på årgang 2008, som har formået at skabe et godt træningsmiljø og fastholde en stor flok drenge i fællesskabet og i fodbolden,« siger ungdomsformand i GUI, Georg Frøjk.

Kollegium i Silkeborg

Efter skiftet til Silkeborg for to et halvt år siden har William bevaret kontakten til barndomsklubben og de tidligere holdkammerater i GUI. De bakker op om hans karriere og ser endda nogle af hans kampe – især når modstanderen hedder AGF...

Han har indtil i sommer også gået på Rønbækskolen i Hinnerup med flere af de tidligere holdkammerater. Det ændrer sig efter sommerferien, hvor William begynder i en sportsklasse på Handelsgymnasiet i Silkeborg.

Her står den på morgentræning to gange om ugen, og i dagene op til morgentræning skal han bo på kollegium i Silkeborg. Resten af ugen bor han hjemme hos familien i Hinnerup med sine forældre og to mindre brødre. Den mindste spiller fodbold i GUI og bliver trænet af deres far, som også var træner for William i hans første år. Den anden lillebror er stoppet med at spille fodbold og spiller nu golf i Hammel Golf Klub.

Et familieprojekt

Efter klubskiftet til SIF har den stået på træning mere eller mindre dagligt i Silkeborg, så det er blevet til en hel del familieture i bil mellem Hinnerup og Silkeborg.

»Han har altid villet fodbold rigtig meget, så vi bakker ham op i hans drøm, og det har været fedt at følge hans udvikling, selvom der er en del logistik,« siger Jens Møller.

Udover træning i Silkeborg i hverdage er der typisk kamp i weekenden. Modstanderne er typisk de andre danske superligaklubbers ungdomshold, så turen går ganske ofte den lange vej til Sjælland.

»Jeg har det fint med, at mit liv er styret af fodbold. Det er fedt at komme til træning hver dag, og jeg har nogle gode holdkammerater og er glad for at være i klubben,« siger William.

»Jeg håber at blive ved med at være på landsholdet og slå igennem på Silkeborgs førstehold om nogle år. Jeg tænker ikke så langt ud i fremtiden, men drømmer da nok om at komme til udlandet og spille en dag.«