'Hans Majestæt' disker op med en førjulegave til lokalhåndbolden
En af verdens bedste fløjspillere, Hans Lindberg, er tilbage i dansk håndbold og barndomsklubben HØJ Elite, som er gæster i Grenaa Idrætscenter lørdag 30. november.
Når Norddjurs Håndbold træder ind på banen for at møde HØJ Elitehåndbold i Grenaa Idrætscenter lørdag 30. november, bliver det ikke bare et almindeligt opgør i 1. division.
For Norddjurs Håndbold, der netop er rykket op i landets næstbedste håndboldrække på herresiden, venter der en særlig udfordring: at møde en verdensstjerne som Hans Lindberg, der netop i disse uger optræder på det danske landshold ved OL i Paris.
Norddjurs Håndbold har kæmpet hårdt for pladsen i 1. division, og truppen sveder lige nu tran for at være bedst muligt forberedt, når turneringen begynder i starten af september.
Oprykningen markerer en betydelig milepæl i moderklubben Nørre Djurs HKs historie, og spillerne er ivrige efter at vise deres værd på det højere niveau.
Kampen mod HØJ Elite bliver en unik mulighed for holdet at måle sig mod en af de bedste i håndboldverdenen.
’Hans Majestæt’ tilbage
Hans Lindberg, også kendt som ’Hans Majestæt’, har haft en imponerende karriere både på det danske landshold og i den tyske Bundesliga.
Han fik sit tilnavn i sin tid hos Team Helsinge, hvor han hurtigt blev en stor profil.
Siden da har han spillet for nogle af de mest prominente klubber i Europa, senest Füchse Berlin, og er blevet anerkendt som en af de bedste højre fløje nogensinde.
Han er den spiller, der til dato har scoret flest mål i Bundesligaen. 17 sæsoner har han brilleret i det tyske.
Lindberg har om skiftet til sin barndomsklub i en alder af 43 år udtalt til klubbens hjemmeside:
»Det at kunne komme hjem og være med til at videreudvikle den klub, som jeg brugte utallige timer i som barn, er stort for mig. Kombinationen af et ambitiøst og spændende projekt på Sjælland, familielivet og muligheden for at tage del i udviklingen af min barndomsklub har gjort, at jeg på trods af andre spændende tilbud ikke var i tvivl om, at fremtiden skulle ligge i HØJ Elite.«
En liga for sig
HØJ Elite har et økonomisk forretningskoncept, som Norddjurs Håndbold selvfølgelig ikke kan matche.
HØJ Elite har i trænerstaben dygtige profiler med masser af erfaring og faglighed. Landsholdets assistenttræner Henrik Kronborg er således ansat som såkaldt co-træner.
Kronborg bringer en masse erfaring og taktisk viden til holdet, hvilket styrker truppens forberedelser og kampstrategi.
Sammen med cheftræner Jesper Fredin skal Kronborg arbejde på at maksimere holdets potentiale og sikre de bedste resultater på banen.
Derudover har man den tidligere landsholdsmålmand Peter Nørklit som målmandstræner.
At HØJ Elite har økonomisk tyngde vidner signingen af Hans Lindberg naturligvis om.
Hertil kommer, at HØJ Elite har også sikret sig den svenske venstre fløj Emil Mellegård, som skifter til klubben på en 2-årig kontrakt. Mellegård kommer ligesom Lindberg med erfaring fra den tyske Bundesliga - hos HSG Wetzlar.
Med debut for det svenske A-landshold i 2017 og EM-guld i 2022, tilføjer Mellegård yderligere international erfaring til HØJ Elite.
Norddjurs Håndbolds perspektiv
For Norddjurs Håndbold er kampen mod HØJ Elite en stor chance for at lære og vokse.
At spille mod en profil som Lindberg er både en ære og en udfordring, som kan inspirere de mange unge spillere til at hæve deres eget niveau.
Opgøret i Grenaa Idrætscenter lørdag 30. november fløjtes i gang klokken 15.
Norddjurs Håndbold indleder sæsonen lørdag 7. september hjemme i ’Hulen’, Nørrre Djurs Hallen, hvor Rækker Mølle Håndbold fra Vestjylland kommer på besøg.
Rækker Mølle er en by med blot 352 indbyggere, men klubbens tilgang til håndboldspillet er meget den samme, som den man oplever i Glesborg: Hårdt arbejde, masser af ildsjæle, der vil arbejde 24-7, og stor vilje og dygtighed til at forene elite og bredde.