Fodbolden i HIF har indtaget en skarp frontposition
Hornslet IFs fodboldafdeling er sprængfyldt med nye ideer og tiltag, der henvender sig til en bred kreds af børn, unge og voksne.
Marlene Thomsen er klar til at styrke frivilligheden i HIF Fodbold som frivillighedskoordinator.
Marlene Thomsen, 47 år og bosat i Hornslet siden 2007, har to aktive børn i klubben og har selv været aktiv fodboldspiller.
Hun brænder for foreningslivet og ønsker at bidrage til klubbens udvikling.
»Jeg har valgt at gå ind i denne rolle for HIF Fodbold, da det er en opgave, hvor jeg vil kunne hjælpe klubben, og fordi foreningslivet altid har været en stor del af mit liv, både som barn og voksen. At mærke hvor stor glæde det giver ALLE og det at være en del af det store fællesskab, det giver mig energi,« udtaler hun til HIF Fodbolds hjemmeside.
Først overblik
Hendes første opgave bliver at skabe et overblik over de frivillige opgaver i klubben.
Derefter vil hun beskrive opgaverne og finde flere frivillige hænder og hoveder. Marlene Thomsen starter der, hvor behovet er størst.
»Har man som træner, forælder eller spiller spørgsmål, kender mulige frivillige eller måske selv har lyst til at give en hånd med, så tøv ikke med at kontakte Marlene,« opfordrer fodboldformand Jacob Winther.
Store Fodbolddag
HIF Fodbold søger generelt flere frivillige til klubbens mange aktiviteter og arrangementer.
Marlene Thomsen er således allerede i gang med at samle frivillige til klubbens ’Store Fodbolddag’ 31. august, hvor alle hold spiller på hjemmebane.
Der bliver tryk på fra morgen til aften med 3-, 5-, 8- og 11-mands kampe.
Brizze kommer
I denne uge er 201 børn og unge i fuld gang med årets fodboldskole - denne gang ikke i DBU-regi, men i eget - på banerne på Hornslet Stadion.
»Vi får besøg af spillere fra AGF’s kvindeligahold, en målmandstræner, og Brizze, som vil lege fodbold med børnene,« fortæller Jacob Winther.
Boldjonglør og ekvilibrist Brian Mengel, bedre kendt som ’Brizze’, er 33 år og et kapitel for sig selv.
Han har freestylet siden 2006 og levet som professionel siden 2008.
Som drenge/junior spillede Brian Mengel hos SønderjyskE, men valgte at stoppe grundet problemer med lysken.
Her startede i stedet karrieren som freestyler.
I sommeren 2010 blev Brian Mengel Dansk Mester i freestyle og kvalificerede sig dermed til VM i Cape Town i Sydafrika, hvor han blandt 2000 andre sluttede med en placering i top 16.
Han er noteret for 42 landskampe og ni mål på Futsallandsholdet som repræsentant for Hjørring Futsal Klub.
Så ingen tvivl om, at der venter de over 200 deltagere på fodboldskolen lidt af en oplevelse, når ’Brizze’ kommer forbi og folder sine talenter helt ud.
HIF Fodbold er den største fodboldklub på Djursland målt på antal medlemmer.
Klubben har kunnet mærke det boom af tilflyttere, mange børnefamilier, der er rykket til byen i de senere år.