Fortsæt til indhold

Aarhus bliver vært for VM i enkeltstart i 2029: »Det bliver enestående«

VM i enkeltstart bliver i Aarhus i 2029. Ruten er endnu ikke fastlagt.

Sport
ddp

Adskillige af cykelsportens helt stor verdensstjerner kommer til Aarhus om fem år.

Danmark har nemlig fået tildelt værtsskabet for VM i landevejscykling i 2029, og Aarhus bliver vært for individualisternes store styrkeprøve - enkeltstarten.

Det oplyser Aarhus Events i en pressemeddelelse.

»Det bliver en enestående og meget publikumsvenlig begivenhed. Værtskabet vil sætte vores by i centrum hos de mange cykelsportsfans verden over, og samtidig vil der være masser af aktiviteter i byrummet med fantastiske fælles oplevelser for byens borgere og tilrejsende publikummer. Jeg glæder mig til, at Aarhus kan byde verdens bedste cykelryttere, en masse internationale gæster og ikke mindst millioner af tv-seere velkommen i 2029,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).

VM i landevejscykling er en af de største cykelevents i verden, som i år foregik i schweiziske Zürich.

Forud for weekendens afsluttende linjeløb har den internationale cykelunion UCI offentliggjort, at Danmark officielt er blevet tildelt det prestigefyldte værtskab, hvor den intense enkeltstart altså skal finde sted i Smilets By.

Det er en disciplin, hvor Danmark har haft stor succes og vundet en del medaljer igennem årene. Den endelige rute for enkeltstarten i Aarhus er ikke lagt fast endnu, men temporytterne kan forvente, at deres duel med tiden kommer til at foregå i et både smukt og mælkesyrefremkaldende terræn, lyder det.

Til VM i 2029 lægger København asfalt til linjeløbene, med henholdsvis Helsingør og Roskilde som startbyer.

På de første fire konkurrencedage, søndag til onsdag, foregår der i Aarhus seks enkeltstarter samt en Mixed Team Relay, som er en holdstafet for mænd og kvinder på samme nationale team.

Om lørdagen inden den første konkurrence bliver der afholdt en Grand Opening Ceremony, som ligeledes vil foregå i Aarhus.

»Vi forventer flere hundredetusinde gæster. En begivenhed af den størrelse og med den omfattende internationale bevågenhed er en unik mulighed for at vise byens mange ikoniske vartegn frem for hele verden,« siger kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (RV).

Under eventdagene i Aarhus vil der også være en masse sideaktiviteter, hvor cykelglade motionister i alle aldre kan teste benene på dele af VM-ruten. Både konkurrencer og publikumsaktiviteter foregår i byrummet, og der er gratis adgang og åbent for alle.