Fodboldklub strækker armene i vejret: 2 millioner kroner til kunstgræsbaneprojekt!
Syddjurs Kommune har bevilliget 2 mio. kroner til Kolind-Perstrup Fodbold for en kunstgræsbane.
Der er tydeligvis kommet bevægelse og tempo i Syddjurs Kommunes administration i forhold til fodboldklubberne.
Vi har en plan for, hvordan vi vil komme i mål med en ny kunstgræsbane i Kolind
Senest har Kolind-Perstrup (KPI) Fodbold fået stillet 2 mio. kroner i støtte til opførelsen af en kunstgræsbane ved klubhuset på Ebdrupvej.
KPI ansøgte allerede Syddjurs Kommune i december 2023, tidsnok i forhold til ansøgningsfristen 1. januar 2024.
Foreningen modtog en kvittering, men hørte siden ikke noget.
»Vi er meget tilfredse med, at vi har fået stillet 2 mio. kroner i udsigt, fordi vi kan komme videre med projektet,« siger næstformand Jesper Friis Jensen.
»Vi har en plan for, hvordan vi vil komme i mål med en ny kunstgræsbane i Kolind. Herunder en plan for, hvordan vi vil skaffe de yderligere fire mio. kroner, som vi forventer, at en ny kunstgræsbane vil komme til at koste.«
Nyt infill
EU har besluttet, at efter 2031 må der ikke anlægges kunstgræsbaner indeholdende gummigranulat. Syddjurs Byråd har strammet skruen yderligere ved at vedtage, at der ikke kan anlægges nye kunstgræsbaner i Syddjurs, der benytter gummigranulat som infill.
»Det har vi taget højde for i vores planlægning. Vi er således i dialog med to firmaer, der foreløbig rådgiver os om, hvilket materiale vi bedst kan bruge i stedet for gummigranulat,« siger Jesper Friis Jensen.
Med de to mio. kommunale kroner i ryggen intensiverer KPI nu processen, men Jesper Friis Jensen vil ikke sætte tid på, hvornår en kunstgræsbane står klar til brug.
»Vi er godt klar over i fodboldbestyrelsen, at det kommer til at tage tid og koste mange kræfter, men vi vil gøre alt for at få en ny bane til glæde for vores medlemmer,« understreger næstformanden.
To mio. mere
De netop afsluttede budgetforhandlinger i byrådet betød, at der er kommet yderligere to mio. kroner i ’fodboldbanepuljen’.
Det betyder, at der i hvert af årene 2025 - 2028 står 2 mio. kroner i budgettet.
De seks mio. kroner er indtil videre øremærket Hornslet IF, Ebeltoft IF og KPI, mens de sidste 2 mio. kroner er tænkt bredere til generelle renoveringer og forbedringer af eksisterende fodboldanlæg.
Kunstgræsbaneprojekterne i Hornslet IF og Ebeltoft IF stander lidt i våde, som Lokalavisen har fortalt det i flere omgange, men ’sportens minister’ i Syddjurs, Heine Skovbak Iversen (B), og flere i hans udvalg har appelleret stærkt til, at de to foreninger kommer tilbage i folden og med støtte fra Syddjurs Kommune, i det omfang det er muligt.