Fortsæt til indhold

Aarhusiansk sensationsklub arbejder på at kunne spille hjemme: »Det er altafgørende«

Årets pokaldræber i pokalturneringen står nu over for en historisk kvartfinale. Men det er usikkert, om de overhovedet kan huse den opgave, fortæller formand.

Sport

En sensation. En historisk præstation. En 100-årshændelse.

Det kan være svært at finde den rigtige betegnelse, når man til daglig diskret slår sine folder i den fjerdebedste danske fodboldrække, men pludselig er på alle fodboldkyndiges læber, omtalt som pokaldræberne fra Brabrand IF.

Det er ikke desto mindre virkeligheden for den vestaarhusianske klub, der onsdag den 23. oktober tog en gigantisk skalp i Pokalturneringen, da man ekspederede FC Nordsjælland ud af.

Og ikke nok med det, så var det faktisk anden gang i årets turnering, at Brabrand IF eliminerede et Superliga-mandskab. I runden forinden var det nemlig Randers FC, der fik kærligheden at føle på Brabrand Stadion på Engalsvej.

Formand for Brabrand Idrætsforening Kim Groth har da også svært ved at få armene ned - både på grund af den sportslige præstation og den unikke oplevelse, som næsten 1.600 tilskuere fik onsdag eftermiddag.

»Vi er en klub, der er drevet udelukkende af frivillige kræfter, og det i sig selv er jo spændende, når vores stadion skal gøres klar til at huse et Superliga-hold. De kommer jo mange timer før kampstart, hvor mange ting skal være i orden,« siger Kim Groth.

Kampen mod FC Nordsjælland blev spillet en uge før resten af kampene i Pokalturneringens fjerde runde, og derudover var kampstart sat til klokken 15. Årsagen skal findes i de manglende lysmaster på Brabrand Stadion.

Og netop lysforholdene gør det endnu mere spændende, om næste runde - kvartfinalen - overhovedet kan afvikles i Brabrand. Den skal nemlig spilles i december måned og er et dobbeltopgør. Det betyder at Brabrand IF, uagtet hvem de trækker som modstander, får en hjemmekamp.

»Der er ikke lys på vores opvisningsbane, og vi skulle da heller ikke være blevet ved med at sparke særligt mange flere straffespark i onsdags, før det var blevet problematisk at se noget,« siger Kim Groth med henvisning til, at Brabrand IF slog FC Nordsjælland ud efter en lang straffesparkskonkurrence, hvor hvert hold sparkede ti straffespark før afgørelsen faldt.

Ikke færre end 20 straffespark skulle der til. 18 af dem gik i nettet inden Lucas Hey fra FC Nordsjælland brændte det 19. og Tobias Wittus Olesen kunne afgøre løjerne for Brabrand IF. Foto: Louise Nyvang Burmeister

Ingen løsning klar

Brabrand IF må gerne spille hjemmekampen på deres kunststofbane, som har lys. Problemet her er blot, at der ikke rigtig er plads til tilskuere. Banen er nemlig omgivet af et høj hegn, og det kan altså ikke udelukkes, at man som tilskuer kommer til at se kvartfinalen gennem dette hegn.

»Vi har ikke foreløbigt nogen løsning på, hvad vi gør, men vi har heldigvis lidt tid til at finde ud af det,« siger Kim Groth, og forudser, at en kamp på kunststofbanen vil betyde, at man vil skulle tilvejebringe mobiltribuner - noget, der vil presse klubben og dens frivillige kræfter.

Kim Groth er imidlertid ikke meget for tanken om at skulle spille hjemmekampen et helt andet sted end i Brabrand:

»Det er altafgørende, at vi kan spille i Brabrand. Vi havde aldrig slået de to Superliga-mandskaber ud, hvis vi havde spillet på deres hjemmebane eller Ceres Park. Det kan jeg ikke forestille mig. For uden den intense stemning, vi kan lave på vores intime bane, havde vi ikke kunnet slå dem.«

Kim Groth understreger også, at kampene har været en stor fest for alle dem uden om holdet - ungdomsspillere, forældre, frivillige og alle de lokale, der ikke nødvendigvis er på lægterne lørdag eftermiddag, når der spilles om point i 3. Division.

Til de mange spændte Brabrand IF-fans er der dog opløftende meldinger fra formanden:

»Uden at udstede nogen garantier, kan de lokale i Brabrand godt se frem til, at der bliver spillet kvartfinale herude. Der er ingen tvivl om, at hvis det overhovedet på nogen som helst måde kan lade sig gøre, også uagtet, at der skal lægges meget arbejde i det, så vil det være vores prioritet. Det er lige før vi er ude i en 100-årshændelse, så det skal vi jo udnytte.«

Inden resten af kampene i Pokalturneringens fjerde runde er afviklet er der stadig potentielle modstandere som FCK, AGF, Brøndby IF og FC Midtjylland tilbage. Men også mere spiselige modstandere som Frem, Kolding IF, Holbæk B&I og Næsby BK kan Brabrand IF risikere at trække i kvartfinalen.

Kim Groth har en prioriteret ønskeliste til næste modstander klar:

»Vi håber nok mest på at trække et af de rigtig sjove hold - AGF, FCK eller Brøndby. Hvis ikke det bliver dem, håber vi på en sportsligt mere overkommelig modstander, for så har vi chancen for at gå videre. Vi vil gerne undgå en Superliga-klub fra den nederste halvdel eller et godt 1. Divisionshold. Dem risikerer vi jo stadig at tabe til ni ud af ti gange, og de vil ikke være den samme publikumsmagnet.«

Lodtrækning til kvartfinalen har nu fundet sted, og Brabrand IF skal møde superligaklubben Viborg FF. Dobbeltopgørene i kvartfinalen skal spilles henholdsvis 7.-8. december og 14.–15. december.

Glæden var ikke til at tage fejl af blandt spillere og tilskuere, da Brabrand IF avancerede til Pokalturneringens kvartfinale, i øvrigt for første gang nogensinde. Foto: Louise Nyvang Burmeister