Fortsæt til indhold

Idrætscenter og idrætsforening vil åbne padel for omverdenen

Nyt padelcenter bliver indrettet med motionscenter og får "åbent klubhus", som alle kan benytte.

Sport

Når du ankommer til et padelcenter, møder du normalt en låst dør og skal låse dig ind med en nøglekode, som du har fået udleveret, hvis du har bestilt og betalt for en tid i centret.

Sådan bliver det ikke, når Hammel Idrætscenter og Hammel Gymnastik Forening (HGF) næste sommer byder indenfor i en nybygget hal med fire doublebaner, et motionscenter og en fælles lounge. Idrætsforeningen vil gerne gøre centret og især loungeområdet til et åbent klubhus, så det vil være åbent for alle, uanset om man kommer for at dyrke fitness, spille padel eller bare for at hygge.

»Jeg vil gerne have, at folk kommer ind og kigger, når de er ude at gå en tur. Det er pissesjovt at se folk spille padel, så kig da ind, og få en kop kaffe og noget hygge,« siger Allan Bo Andresen, event- og foreningschef i HGF.

Tryg ved åbent center

Idrætsforeningen får kontor i padelhallen, og i motionscentret er der instruktører på i mange timer af døgnet, så centret vil være bemandet i en stor del af åbningstiden.

»Vi håber og tror, at folk kan finde ud af at behandle centret ordentligt. Mange af fitnessmedlemmerne er også klubambassadører og vil holde øje, så vi er trygge ved at holde centret åbent.«

Motionscentret bliver en halv gang større end det nuværende center i Hammel Idrætscenter, hvor der ikke kan presses flere ind. Fitness er en god forretning for idrætscentret og idrætsforeningen, og de to samarbejdspartnere tror, der kommer noget godt ud af at lægge fitness og padel under samme tag.

»Jeg har ikke set andre steder, hvor man har fitness sammen med padel. Det er en rigtig fed kombination,« siger event- og foreningschefen i HGF.

Motionscentret bliver indrettet i den forreste del af hallen i to etager. Den forreste del af hallen vil dog alligevel være lidt lavere end padelarealet, fordi der skal være meget højt til loftet på en padelbane. Loungen bliver placeret ved siden af motionscentret i stueetagen ud mod padelbanerne.

Kommet for at blive

Byggeriet af padelcentret inklusive det 600 kvm motionscenter er en investering til næsten 20 mio. kr., som bliver finansieret af idrætscentrets og klubbens egne midler, banklån hos Sparekassen Kronjylland og et lån fra Kommunekredit. Sidstnævnte lån på 8 mio. kr. optages med en garanti fra Favrskov Kommune.

»Vi har opereret med tre scenarier, og selv i worst case hænger driften sammen. Og skulle det ske, at padel dør ud, står vi tilbage med en rigtig hal, der er isoleret og opvarmet og kan bruges til andre idrætsformål,« siger Peter Kjærgård, centerchef i Hammel Idrætscenter.

»Jeg tror personligt, padel er kommet for at blive, og som en af Danmarks største idrætsforeninger skal vi også have padel på programmet. Vi har 5.800 medlemmer, og mon ikke vi kan lokke nogle af dem til at spille padel. Jeg ser også mange, der ellers ikke går til idræt, som er begyndt at spille padel. Det er nemt at spille og skånsomt ved kroppen, så mange har fundet deres anden ungdom med padel,« siger Allan Bo Andresen, der selv er ivrig padelspiller.

»Jeg møder rigtig mange andre fra Hammel, når jeg selv er rundt og spille padel i andre byer. Jeg tror også, at der vil komme folk udefra for at spille padel i Hammel, for vi får et rigtig fint og konkurrencedygtigt center med en fantastisk akustik og god loftshøjde.«

Pay and play

Det bliver dog ikke det samme med den nye sportsgren som de øvrige sportsgrene i HGF, hvor man betaler et kontingent for at være medlem.

»Jeg gad jo godt, at Ivan på otte kunne gå til padel ligesom til fodbold, men hallen er ikke helt gratis at bygge, så det kan ikke hænge økonomisk sammen. Padel er en dyr sport, og det bliver derfor som pay and play. Vi bliver dog et af de billigere centre, for vi skal jo ikke tjene penge til nogen,« siger foreningschefen.

Han regner med, at det kommet til at koste ca. 200 kr. at booke en padelbane i primetime, som typisk er hverdage kl. 16-21 og nogle timer i weekenden.

»Det er i den billige ende af skalaen i forhold til andre steder, og man er jo fire personer om en bane, så det koster 50 kr. i timen pr. person.«

Uden for primetime satser idrætsforeningen på at kunne tilbyde en bane ned til 100 kr. i timen, og man har tanker om at få gang i de ”døde” timer via samarbejde med eksempelvis skoler og senioridræt.