Fortsæt til indhold

Nedrivning får AGF til at bytte hjemmebane med Brøndby IF

Den igangværende nedrivning af Ceres Park får betydning for AGF's pokalkvartfinale mod Brøndby IF.

Sport
jwh

Det var på et hængende hår, at AGF torsdag aften undgik den helt store fiasko i pokalturneringen. Først langt inde i overtiden undgik holdet et nederlag mod Skive IK, som til daglig har en tilværelse i landets tredje bedste række. I den forlængede spilletid sikrede AGF sig dog avancement og skal derfor møde - ligesom sidste år - Brøndby IF i kvartfinalen.

Den kamp spilles over to kampe henholdsvis 8. og 15. december. Egentlig var det meningen, at AGF skulle tage turen til Brøndby i den første kamp, hvilket jo så betød, at returopgøret midt i december skulle spilles på Ceres Park. Nedrivningen af byens stadion går dog for alvor i gang i december, hvilket betyder at der ikke er mange siddepladser tilbage, når kalenderen siger 15. december.

Derfor har AGF kæmpet for at få byttet de to opgør, så det første spilles hjemme i Aarhus.

»For at få på plads til flest mulige fans på Ceres Park har vi i dialog med Divisionsforeningen og Brøndby IF - der har udvist stor velvillighed - aftalt at ”bytte kampe”, således, at vi spiller hjemme den 8. december på Ceres Park 18.30 og på udebane på Brøndby Stadion den 15. december kl. 19,« skriver AGF på sin hjemmeside fredag.

Til hjemmekampen vil Ceres Tribunen og udebaneafsnittet på Super1Rent Tribunen være åben. AGF arbejder desuden på at tilføje mobiltribuner andre steder på stadion. Det melder klubben dog først noget ud omkring i uge 47, fremgår det af hjemmesiden.