Fortsæt til indhold

»Man kan tage en fyr ud af Allingåbro, men man kan ikke tage Allingåbro ud af en fyr«

55-årige Thomas Nikolajsen sidste skud på stammen i fornem kongerække af notabiliteter fra det vestlige Norddjurs.

Sport

»Fodbolden har givet mig vildt meget. Ikke mindst et hav af relationer til mennesker fra nær og fjern, som stadig holder ved. Jeg er dybt taknemmelig,« siger Thomas Nikolajsen, der har vundet Brix Cup, julestævnet i Auning Idrætscenter, godt og vel tyve gange med forskellige medspillere på hold i firma-, klub- og oldboysrækken.

En bemærkelsesværdig præstation.

Derfor var han heller ikke til at komme uden om, da der skulle findes et nyt navn i kongerækken af notabiliteter i Brix Cup Hall of Fame 2024.

Thomas Nikolajsen blev hædret ved afslutningen af dette års Brix Cup i Auning Idrætscenter søndag 29. december.

Den 55-årige fodboldentusiast fra Allingåbro var da selvfølgelig også synligt stolt over hæderen og klapsalverne fra en fyldt hal.

Hæderen blev overrakt af Ole Hansen fra stævneudvalget.

»En mand, der har vundet så mange gange og sat sit præg på Brix Cup, er ikke til at komme uden om,« sagde Ole Hansen.

»Det er bare træls, at det er ved at være slut,« returnerede Thomas Nikolajsen med et smil.

Fra Allingåbro til Randers Freja

Thomas Nikolajsen startede med at spille fodbold i barndomsklubben Allingåbro, men som 14-årig skiftede han til Randers Freja, fordi talentet var til at spille elitefodbold på ungdomsplan. I Randers Freja spillede han ungdomsfodbold fra han var 14 til han var 18 år.

Flere af hans medspillere fra de unge år hos kronjyderne blev senere divisionsspillere. Selv nåede Thomas omkring udvalgte jyske hold som U15 og U16 spiller.

Jesper Thygesen, en af Thomas Nikolajsens gamle kammerater og stjernen på Randers Freja-holdet, har spillet en stor rolle i hans fodboldliv.

Jesper Thygesen, tidligere professionel fodboldspiller og nuværende fodboldkommentator, er mest kendt for sin superligatid i Randers FC, Brøndby og Silkeborg IF, hvor han havde stor succes.

De to har delt mange minder fra deres tid i Randers Freja.

Det er en skøn dag, hvor snakken går lystigt, og hvor Jesper Thygesen finder guitaren frem

Lørdag i december

Den tredje lørdag i december er en særlig dag for Thomas Nikolajsen. Det er dagen, hvor han mødes med sine gamle Freja-kammerater, som han har kendt i 35 år.

Sammen mindes de deres triumf som unge over AGF i pokalfinalen, en sejr der stadig står klart i hukommelsen.

»Det er en skøn dag, hvor snakken går lystigt, og hvor Jesper Thygesen finder guitaren frem. Så bliver der skrålet,« griner Thomas Nikolajsen.

En målfarlig angriber

I sine unge år var Thomas Nikolajsen en særdeles målfarlig og teknisk dygtig angriber. Som tiden gik, skiftede han til at spille dybtliggende sweeper, som var overordentlig svær at tage bolden fra.

Thomas Nikolajsen var en urokkelig klippe i forsvaret, en mand som modstanderne frygtede at møde på banen.

Onde tunger påstod, at han stod dybere på banen end sin egen målmand.

Det griner han højlydt af i dag.

Trods to hofteoperationer og førtidspensionering på grund af nakkeproblemer, har han aldrig mistet sin passion for fodbold.

Thomas Nikolajsen blev i sin tid uddannet på Datagraf i Auning og efter at have boet en årrække i Auning, er han nu vendt hjem til Allingåbro igen.

Han har ikke selv børn, men hans kæreste har tre.

Allingåbro forever

Han siger - som Zlatan Ibrahimović gjorde om sit barndomsområde i Malmø: »Man kan tage en fyr ud af Allingåbro, men man kan ikke tage Allingåbro ud af en fyr.«

Thomas Nikolajsen har sat pris på livet og ikke skånet sig selv.

En kæmpe på og udenfor banen, som har taget det sure med det søde.

Hans passion for fodbold brænder stadig som en evig flamme, der nægter at blive slukket, trods de mange udfordringer han har mødt.

Lokalfodboldens udvikling

Som 1. senior skiftede Thomas Nikolajsen Randers Freja ud med Vivild, hvor han spillede på et stærkt hold i Jyllandsserien i nogle år.

Senere vendte han hjem til barndomsklubben Allingåbro for at blive spillende træner.

Han sluttede i barndomsklubben som 43-årig i Serie 3.

Thomas Nikolajsen begræder lokalfodboldens udvikling anno nutiden, hvor mange klubber hænger med røveren i den berømte vandskorpe.

Kun lille Nørager kører med klatten.

»Når jeg ser min gamle klub, Allingåbro, spille en sjælden gang, ser jeg 11 mand der løber efter den samme bold. Det er jo som at se et hold af nystartede børnespillere,« smiler han og ryster på hovedet.

Thomas Nikolajsen har altid kaldt en spade for en spade, og det vil han blive ved med fremover.