Fynske drenge vandt DM for købmand i Thy
Ronny Larsen og co. genvandt det danske mesterskab i indendørs fodbold i Grenaa Idrætscenter - men med ny sponsor.
Der kan godt skabes en fed stemning til et sportsarrangement i andre haller end i Boxen i Herning, hvor de danske håndboldherrer brillerer for tiden. For eksempel i Grenaa Idrætscenter, der hele lørdagen lagde et nyslebet halgulv til den 14. udgave af det danske mesterskabsstævne i indendør fodbold.
Fuldt hus hele dagen, et feststemt publikum og flotte præstationer af de bedste danske spillere i den helt specielle indendørs gren af fodbold var med til at gøre DM-stævnet til en succes, som man kun kan være stolt af, at Grenaa kan stable på benene.
Kort efter klokken 22 kunne man kåre årets danske mestre efter et brag af en finalerunde, hvor næsten alle kampe gik i golden goalafgørelse efter uafgjort ved udløb af den ordinære tid. Og mestrene blev såmænd de samme som sidste år - seks fynske drenge. Sidste år vandt de som Gartneriet Munk, men i år har de været suveræne i kvalifikationsstævnerne som Spar Bedsted Thy. På bare to måneder har de vundet præmier for omkring 150.000 kroner.
Fra Fyn til Thy
Og hvordan går det lige til, at et hold fra Fyn pludselig stiller op for en købmand i Thy. Det forklarer den nu dobbelte danske mester, Ronny Larsen.
»Vi har mødt købmand Martin Johannesen fra Bedsted, når vi har været rundt i hallerne, og vi er så blevet enige om at arbejde sammen.«
Og købmand Martin var da også på plads med både bobler til en skummende jubelscene - og så selvfølgelig nogle gode lokale øl i køletasken. Porse Guld fra Thisted Bryghus, naturligvis, da DM-guldet var hjemme efter en gyser af en finale mod Malmos - Bøttcher Fog. Også et fynsk hold. De er altså bare gode til at spille indendørs fodbold på Fyn - men også Horsens og Hedensted var godt repræsenteret på de ti holds spillerliste.
3-3 stod der på haluret, da den ordinære spilletid var udløbet. Spar Bedsted Thy var i boldbesiddelse og havde formatet til at køre titlen i hus med en altafgørende scoring.
Forinden havde man set den ene semifinale og placeringskampe blive afgjort på akkurat samme vis - altså fortsat spil efter ti minutter. Og man havde set overraskelser undervejs - som for eksempel, at der ikke i finalerunden var plads til de flere gange danske mestre fra Tommerup Efterskole. Fynboerne har ikke spillet så mange stævner som de plejer - og har ofte mistet Mikkel Jespersen, der nu er assistenttræner for den tyske bundesligaklub Maintz. Det har kostet på topniveauet.
Ingen lokale hold med
Og at der ikke blev lokal deltagelse, da JBS-IT.dk snuppede den sidste plads i det play-off spil, der åbnede stævnet, så der blev ikke plads til hverken Mitech eller Jørgensen & Utoft med spillere fra Nørager Boldklub, men ingen af holdene var tæt på finaledeltagelse i det skrappe selskab.
»Alle fire hold i play-off ville være værdige til en finaleplads efter en helt fantastisk indendørssæson med mere end 20 kvalifikationsstævner rundt omkring i landet. Vi har set nye hold markere sig i år, og vi har set hold, som efter fusion med nye spillere er blevet stærkere. Så bredden er blevet bedre end den nogensinde har været, og vi har set et højt niveau rundt omkring i hallerne, men ingen tvivl om, at Spar Bedsted Thy var favoritter til at genvinde DM-titlen. De har denne sæson været kongerne af indendørs fodbold,« siger Daniel Bloch.
Grenaa-drengen har via hjemmesiden indebold.dk givet indendørs fodbold et solidt markedsføringsredskab, og han har allieret sig med FC Glesborg for at kunne afvikle DM-stævnet, som kræver masser af arbejdstimer og frivillige hænder.
En nyskabelse i år var etableringen af en fanzone i træningshallen - med hoppeborg, storskærm med visning af kampene og mulighed for at købe mad og drikke. Og gratis adgang til denne hal.
»Det har vi gjort for at give en mulighed for eksempelvis børnefamiler, som ikke vil bruge pengene på billetter, hvis ungerne hellere vil lege i hallen. Vi har allerede inden stævnet sat rekord for billetsalg, og vi er nødt til at holde skarpt øje for, hvor mange, vi lukker ind. Vi skal leve op til brandmyndighedernes krav og der skal også være plads til dem, der er inde i hallen,« sagde Daniel Bloch.
Men halgulvet er ikke længere grønt efter at være slebet ned?
»Nej, og det er da blevet bemærket af flere af spillerne. Det lyse gulv får hallen til at synes større. Men det grønne gulv har da helt sikkert en historie, fordi mange forbinder det med Grenaa Idrætscenter. Og det gør sig bedre med et lyst gulv, når vi som i dag har tv-produktion på. Der sidder 1000 hjemme ved en computer og følger med i DM-stævnet her i Grenaa, og de skal også have en god oplevelse,« siger Daniel Bloch, der også kan glæde sig over en fin opbakning fra sponsorer.
DM-vinderne kom lidt slingrende fra start, hvor det blev til et par nederlag i den indledende pulje til Spar Bedsted Thy, men siden blev der skruet op for præstationen.
Og hvis man spørger Ronny Larsen fra det vindende hold, hvorfor de snuppede DM-guldet igen, så lød svaret: »Jeg tror, at vi vinder fordi vi har prøvet at stå i en finale før, så vi havde et ekstra gear, når vi kom ud i pressede situationer. Vi kom også i dag lidt dårligt i gang, men det har været kendetegnende for sæsonen. Det er en dårlig vane, som vi må se at få lavet om på,« sagde en storsmilende fynbo inden det var tid til et bad og mere fejring.