Fortsæt til indhold

Pludselig stod klubmanden Jan med en ægte presbold i hænderne

Jan Mathiesen skulle lave et par synkebevægelser, da han blev bedt om at overtage chefstolen efter den fyrede Jesper Johnsen hos Norddjurs Håndbold.

Sport

Jan Mathiesen, 50, er en ægte klubmand. Et foreningsmenneske, der aldrig sætter sin egen person over holdet eller klubben.

Der er ikke så meget pis med ham for nu at tale rent ud af posen.

Det ved alle, der kender Jan Mathiesen. Sådan er han opdraget.

Folk tæt på ham ved, at han vil gøre alt og mere til for Nørre Djurs HK, som er lidt af et familieprojekt.

Hans kone, Gitte Mathiesen, er målmand på 3. divisionsholdet, ældste søn, Emil Mathiesen, spiller på andetholdet i 3. division, og yngstemanden, Anton Mathiesen, spiller på U13-holdet.

Datteren er ikke til håndbold, men til dans. Hun går lige nu på efterskole i Glamsbjerg på Fyn.

Selv har Jan Mathiesen flere kasketter på i Glesborg-klubben. I denne sæson har han prøvet det vildeste til dato, tjansen som assistenttræner for eliteoverbygningen Norddjurs Håndbold, der drives af NDHK Elite ApS.

Vi har hidtil spillet en flot sæson, så jeg føler bestemt ikke, at vi er chanceløse i de sidste fem runder

Overrasket

Assistenttræner er han ikke mere.

Da cheftræner Jesper Johnsen forleden modtog silkesnoren af bestyrelsen i NDHK Elite ApS sammen med det sportslige eliteudvalg, fordi han havde skrevet kontrakt med konkurrenten Rækker Mølle Håndbold i næste sæson, blev Jan Mathiesen bedt om at overtage ansvaret sekunderet af Mike Paulsen, hidtil spillende sportschef hos Norddjurs Håndbold.

Den havde klubmanden ikke lige set komme.

»Jeg var ikke inde over beslutningen, og det skulle jeg heller ikke være, men jeg skulle da lige tænke mig om en ekstra gang, da jeg fik oplysningen,« siger Jan Mathiesen.

Han overvejede sin situation, det vedgår han.

»Jeg har haft et perfekt og godt forhold til Jesper fra første dag, og vi har altid snakket godt sammen. Jespers erfaring og faglige niveau har jeg suget til mig fra.«

Jan Mathiesen endte med at tage ansvaret på sig.

»Jeg har ingen mening om det, der skete. Kun at jeg blev enig med mig selv om at tage ansvaret på mig sammen med Mike og resten af staben i de resterende kampe af hensyn til hele det spændende projekt og ikke mindst spillerne og de mange frivillige.«

Træls start

I lørdags tabte Norddjurs Håndbold nøglekampen ude mod bundholdet Roskilde med 21-20.

Straks vil de fleste håndboldfans spørge, om det så var et resultat af efterdønningerne efter cheftrænerens exit?

»Selvfølgelig har mange af de spillere, som Jesper har trænet i mange år, lige skulle fordøje, hvad der var sket. Han har også en søn på holdet, men det trælse pointtab i Roskilde var resultatet af en kamp, hvor vi brændte chance på chance. Det vil man også kunne se, hvis man giver sig tid til at læse kampstatistikken,« siger Jan Mathiesen.

Tirsdag fik trænere og spillere boostet selvtillid ind i truppen, da man på udebane viste forskellen mellem 1. og 3. division.

På udebane i Nibe Idræts- & KulturCenter vandt Norddjurs HK over Nibe HK med hele 48-27 i 5. runde af den landsdækkende pokalturnering, Santander Cup.

Brystkassen frem

Med fem runder igen i 1. division er situationen den, at Norddjurs HK indtager tredjesidstepladsen i rækken med 14 point for 21 kampe.

Det er lig med nedrykning.

De tre nærmeste hold, som ligger over Norddjurs HK, har alle 15 point, mens tidligere omtalte Rækker Mølle Håndbold har 16 point.

Jan Mathiesen har derfor heller ikke opgivet håbet om at sikre en ny sæson i 1. division, som er sæsonens eneste sportslige mål.

»Vi har hidtil spillet en flot sæson, så jeg føler bestemt ikke, at vi er chanceløse i de sidste fem runder. For ikke så længe siden formåede vi at spille lige op med Aarhus Håndbold Herrer, der ligger nummer to, men desværre tabte vi med en. Kampen viste mig, hvor langt vi er kommet, hvis vi får det hele til at spille.«

Jan Mathiesen vil ikke beskyldes for at være en hallelujatræner, fordi han tror på muligheden for at hente 2-3 point yderligere.

»Vi møder Skive FH hjemme fredag i Nørre Djurs Hallen. De er gode, men det er vi også. Vi skal bare turde vise det og skyde brystkassen frem. Det er altafgørende for os alle, også når vi snakker om fremtiden. Vi har mulighederne i samtlige kampe, vi skal bare tage dem.«

Opgøret fredag fløjtes op klokken 19.30.