Gokartkørere hjemløse: 50.000 dæk skal væk inden udgangen af april
Gravkammerstemning hos gokartfolket: Kartingafdelingens fremtid på Tirstrup flyveplads er nulstillet, og der er ikke et alternativ.
Der var gravkammerstemning ved Djursland Motor Klub Autosport (DMKA) årsmøde onsdag den 19. marts på Ring Djursland.
Årsagen: Kartingafdelingen kan ikke længere få forlænget sin kontrakt med forsvaret om brug af Tirstrup flyveplads område.
Årsagen er den aktuelle ’verdenssituation’, som har ført til en ændring i forsvarets prioriteringer, vurderer man i DMKA.
Beslutningen har vidtrækkende konsekvenser. Ikke alene står klubbens egne medlemmer uden mulighed for at træne på den kendte og udfordrende bane, men også ungdomsskoler i Syddjurs, Norddjurs, Aarhus og Skanderborg Kommuner mister en vigtig aktivitet for deres unge.
Gokartkørsel har været en populær og lærerig fritidsaktivitet, som nu risikerer at forsvinde.
»Vi står i en meget alvorlig situation. Vores bane på Tirstrup flyveplads har været en central del af vores klub og en vigtig træningsfacilitet for mange unge. At miste den vil have store konsekvenser for både vores medlemmer og de ungdomsskoler, der har brugt banen som en del af deres fritidsaktiviteter,« siger Kim D. Jensen, medlem af gokartudvalget.
Ifølge Kim D. Jensen har cirka 250 kørere glæde af faciliteterne på den gamle flyveplads.
Der er ikke den store optimisme, når det gælder fremtiden.
Ude 30. april
DMKA har fået at vide, at anlægget skal være ryddet senest ved udgangen af april måned, og det bliver noget af en opgave.
»Vi har 50.000 dæk, der er boltet sammen, som skal fjernes og findes opbevaring til. Det i sig selv er en kæmpestor opgave,« siger Kim D. Jensen.
Desuden skal der findes alternativ placering til 15 gokarts, fem containere og klubhuset, der består af to flytbare pavilloner.
Kim D. Jensen og resten af udvalget har pt. ikke noget optimistisk bud på, hvor de skal flytte de nævnte materialer og genstande hen.
Ser sort ud
Han afviser muligheden for at finde en alternativ bane i 2025.
»Det kommer ikke til at ske,« afviser han.
»Der er ikke den store optimisme, når det gælder fremtiden. Det er generelt svært at finde arealer, der ligger i tilpas afstand af naboer, som kan huse en bane. Jeg har ikke overblik over, om der findes en lokal grusgrav, som kunne være egnet til formålet.«
»Hvis vi selv skal til at anlægge en ny bane på et område, som måske kan bruges, bliver det dyrt. Meget dyrt,« siger Kim D. Jensen.
- Hvad med Ring Djursland?
»Jeg tror ikke, det er en mulighed. Så skal der laves noget på inderkredsen, men om det er muligt, ved jeg simpelthen ikke,« siger Kim D. Jensen.
Hans tilgang til sporten er en generel interesse for motorsport.
»Jeg havde en knægt, der kørte tidligere. Det gør han ikke mere, men jeg har fortsat mit engagement i sporten, fordi jeg synes, den giver noget til mange. Ikke mindst unge med fart i blodet.«
Budskabet på årsmødet til de fremmødte medlemmer var, at de skal bevare deres medlemskab, trods manglen på en bane.
»Det er vigtigt at stå sammen, selvom det ser sort ud. Mange medlemmer er gode argumenter, når vi skal snakke med politikerne.«
Unik bane
Tirstrup Gokartbane, som ligger på Tirstrup Lufthavns område, er kendt som ’Danmarks sværeste gokartbane’.
Banen er DASU-certificeret og er unik, fordi den er lavet af beton, hvilket gør den særdeles glat i både tørt og vådt føre.
Det har gjort den til den perfekte træningsbane for aspirerende kørere. Kan man køre her, kan man køre alle steder!
Den særlige stemning på banen, med synlige fly i baggrunden, der lander og letter, har gjort den til en favorit blandt mange. Banen har en længde på 835 meter og kan rumme op til 34 karts ad gangen. Den højeste topfart på banen er 110 km/t, og banerekorden på 40,3 sekunder er sat af Marius Fog.
Kim D. Jensen fortæller, at man har forsøgt at råbe politikerne i Norddjurs, Syddjurs og Aarhus op.
Han vil forsøge at komme i kontakt med formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget i Syddjurs Kommune, Heine Skovbak Iversen, med et ønske om at møde udvalget for at orientere om den prekære situation.