Fortsæt til indhold

Mark er verdenskendt for sit arbejde – og så er han AGF-fan. Nu har han tegnet ny spillertrøje til hjerteklubben

»Det er jo både en hyldest til spillerne som de helte, de nu er på banen, men også til fansene,« siger Mark Wosgerau, der står bag ny, særlig marmor-trøje.

Sport

369.000 følger med på Instagram, når han lægger et nyt billede op med nye streger af gamle guder og helte.

Det er den særlige tegnestil og motiverne med den klare inspiration fra græsk mytologi og de marmorstatuetter, der engang blev skabt for at hylde oldtidens helte, som i en årrække har været med til at lokke folk fra hele kloden til tattoo-studiet Sinners Inc i Aarhus.

Men det er ikke kun verden, der fra tid til anden kalder.

For en dag var det det lokale fodboldflagskib AGF, der pludselig tog fat på tattoo-studiet og spurgte, om man ikke skulle lave et samarbejde.

Noget, der nu er kommet en ny, særlig AGF-trøje ud af. Én, som spillerne første gang skal løbe på banen med i forbindelse med opvarmningen forud for kampen mod FC Nordsjælland den 30. marts.

En af hovedarkitekterne bag trøjen er den aarhusianske og anerkendte tatovør Mark Wosgerau, som med projektet samtidig har fået lov til at kombinere to af sine store passioner: græsk mytologi og AGF.

»Det er jo helt fantastisk,« siger han.

»At få lov til at tage del i den kultur og være med til at sætte sit præg på, hvad en fodboldtrøje også kan være. For vi er gået meget efter at lave en trøje, som folk også gerne vil have på i hverdagen,« siger Mark Wosgerau.

Hylder heltene

Arbejdet med opvarmningstrøjen begyndte for cirka et halvt år siden – og er den anden trøje, Sinners Inc laver i samarbejde med AGF.

Den første, man lavede, blev revet væk, fortæller Mark Wosgerau.

»Så det her er en opfølgning,« siger han.

Her er den nye trøje ifølge Mark Wosgerau dog denne gang kraftigt inspireret af det klassiske byggemateriale marmor – som gennem århundreder også har været brugt til at ære oldtidens guder og helte – og nu altså også Frederik Tingager og Patrick Mortensen.

»Det er jo både en hyldest til spillerne som de helte, de nu er på banen, men også til fansene, som er de helte, der kommer og hepper,« siger Mark Wosgerau.

»Og så har det jo også været en måde at tage noget af vores identitet på og mikse det med AGF’s,« forklarer han om det nye design.

Antikke skulpturer er blevet lidt af et varemærke for Mark Wosgerau i hans tattoo-motiver. Pressefoto

Gammel kærlighed

For Mark Wosgeraus visuelle identitet taler for sig selv. Gennem årene har han tegnet et væld af marmorstatuer og motiver af græsk mytologi på det, der nu engang er hans lærred: menneskekroppen. Noget, som har gjort ham til en særdeles efterspurgt tatovør i dag.

Men det var allerede fra en tidlig alder, han blev fanget af det antikke, der i dag er hans varemærke.

»Det har været en nostalgisk ting for mig. Lige siden jeg var barn, har jeg været vild med ”Odysseen” og alle historierne om Troja – og alt hvad der indebærer græsk mytologi,« fortæller han.

Mark Wosgeraus tattoo-forretning, Sinners Inc, har dog gennem tiden også lavet motiver i helt andre boldgader – eksempelvis AGF-tatoveringer.

Bestillingerne på dem tog bl.a. pludselig til i styrke, da tidligere AGF-cheftræner David Nielsen og co. hjemvandt det første sæt medaljer til Aarhus-klubben i 23 år.

Og sådan rammer fodboldfeberen i Aarhus også tatovør-salonen fra tid til anden.

Mark Wosgerau har dog ikke selv en tatovering med ”De Hviie”.

Mark Wosgerau har designet ny AGF-trøje, som er kraftigt inspireret af marmor. Pressefoto

Der er dog alligevel ingen tvivl om, hvor hans fodboldhjerte ligger:

»Det er jo byens klub, og jeg er også ambassadør for AGF, så det er det hold, vi støtter. Det er her, hjertet ligger,« fastslår Mark Wosgerau, der også tager sine unger med på stadion.

Derfor har arbejdet med trøjen også været ekstra specielt for tatovøren, der selv kalder det for et passionsprojekt:

»Det har været ret spændende at sidde med de her samples (tøjprøver, red.) og arbejde på, hvad der duer, og hvad det har skullet være for et tryk. Men nu glæder jeg mig bare til at se det hele blive forløst og se trøjerne på gaden,« siger Mark Wosgerau.

Den nye kollektion bliver lanceret den 28. marts kl. 18. i AGF’s fanshop – altså to dage inden spillerne tager den nye marmortrøje i brug – en trøje, der dog kun kommer til at være tilgængelig i et begrænset oplag, oplyser AGF.