Fortsæt til indhold

Bestseller-forfatter til AGF-direktør: »Du har fattet det!«

Christian Groes afslører, at AGF's direktør Jacob Nielsen er en af ikke særligt mange, der har forstået populær bog om ledelse.

Sport

Kønsforsker, antropolog, foredragsholder, coach og bestsellerforfatter.

Christian Groes er en mand, man kan sætte mange titler på - og har man lyttet til det seneste afsnit af Jyllands-Postens podcast ”Hvid Røg”, så står det også klart, at man ligeledes kan tilføje AGF-fan på forfatterens i forvejen lange cv.

Senest har Christian Groes været aktuel med bestselleren ”Gid min chef var høvding” - en bog, han skrev sammen med antropolog-kollegaen Dennis Nørmark, og som undertitlen også indikerer, handler om, hvordan vi får de ledere, vi fortjener.

Selvom bogen har været populær hos diverse danske boghandlere, er det dog alligevel ikke alle, der har forstået ledelsesbogens budskab, fortæller Christian Groes i AGF-podcasten.

Men én gjorde, og det var AGF’s mangeårige administrerende direktør Jacob Nielsen, som han for nylig stødte ind i:

»Jeg nåede jo at tale med ham (Jacob Nielsen, red.) i fem minutter - eller noget i den stil. Og så talte jeg lidt om min seneste bog ”Gid min chef var høvding”, som er sådan en lidt anderledes ledelsesbog, der taler om, hvordan man kan lade sig inspirere af høvdingen i gamle dage - som ikke var noget krigerisk svin, men faktisk var en ret solid og meget rolig type,« fortæller Christian Groes.

Og den pointe har AGF-chefen fanget, det står klart, da en person bryder ind i de tos samtale.

»Men så er der netop en kvinde ved siden af Jacob Nielsen, der siger: ”Det der med den der høvding... sådan en høvding er det ikke sådan en, der bare er voldsom, og bare slår de andre ned, hvis ikke de gør, som det bliver sagt?”«

»Og så siger Jacob: ”Nej, kan du ikke huske; de der høvdinger, man har set, som sidder med en fredspibe og skaber gode energier og ro i en forsamling?”«

Det svar begejstrer bogens forfatter.

»Jeg tror også, at du har lidt af det«

»Men Jacob, du har jo forstået den bog, det var der ikke særlig mange, der har. Du har fattet det!,« fortæller Christian Groes til AGF-direktøren.

»Og så siger jeg: ”Jacob, jeg tror også, du har lidt af det i dig”. Og så smiler han, som vi tit ser i fjernsynet,« siger forfatteren.

Christian Groes kommer frem til den pointe, at der også er en anden side af den nogle gange temperamentsfulde og engagerede fodboldchef, som mange muligvis har set på tv, være i stand til at lade sig fyrrigt rive med af AGF’s kampe:

»Det er bare for at sige, at jeg tror, at Jacob Nielsen også har noget af det der høvding i sig. Det kan godt være, han går og råber og skriger ude i skoven eller et eller andet sted og skal have tingene ud, men jeg synes, han er ret god til at holde på formerne og skabe en form for ro og stabilitet i klubben, som vi ikke har set i mange år.«

»Og mange af dem, der ellers har stået på den post, de har haft svært ved det. Klart, altså, AGF er jo en sindssyg klub, men jeg synes, han har stået og beholdt roen, og måden han taler på, så vi allesammen ikke går i panik.«

Du kan høre hele afsnittet i afspilleren herunder - et afsnit som foruden Jacob Nielsen også handler om Patrick Mortensen og Uwe Röslers respektive måder at være leder på.