Fortsæt til indhold

En ny hal, et samlet café-område og noget der minder om et rigtigt fodboldstadion: Vil udvide og bygge om for 73 millioner kroner

Brabrand IF har allerede fået de første 10 millioner kroner til de store byggeplaner – planer som skal gøre kål på det »ekstreme pres«, man i dag oplever på idrætsforeningens faciliteter.

Sport

73 millioner kroner.

Det er det enorme beløb, som det umiddelbart kommer til at koste at realisere Brabrand IF’s ambitiøse fremtidsdrømme.

Drømme og planer, der bl.a. involverer en splinterny Hal 3 med springgrav til gymnastik, en hal som også håndbold-, badminton- og fodboldafdelingen i fremtiden kan drage nytte af. Læg dertil nye og flere omklædningsfaciliteter, udviklingen af et nyt centralt caféområde og bedre tilskuerfaciliteter til klubbens bedste fodboldhold.

10 millioner kroner i støtte har idrætsforeningen allerede fået tilsagn fra Aarhus Kommune om til byggeprojektet, som har været i støbeskeen i cirka to år.

Den nye Hal 3 (nederst til højre) er i de nuværende tidlige skitser placeret, hvor der i dag er fire omklædningsrum - de bliver fjernet, til gengæld er det planen at man kommer til at etablere 10 helt nye. Skitse: Tegnestuen Arken

Og der er de 10 millioner fra kommunen et vigtigt rygstød for den videre færd, fortæller Brabrand IF’s formand Kim Groth:

»Det er en blåstempling af, at vi ikke har ramt helt ved siden af – og at en anden part, kommunen, også har kigget på projektet og kan se, at der er et reelt behov, og det er en god idé at få det ført ud i livet,« siger formanden.

Han lægger dog heller ikke skjul på, at jagten på de sidste mange millioner, kommer til at kræve en kraftanstrengelse for idrætsforeningen, én som man for alvor nu kan tage hul på.

»Ekstremt pres« på faciliteterne

Baggrunden for de store byggeplaner i Brabrand er ikke just noget ubeskrevet fænomen i det aarhusianske sports- og foreningsliv – for det handler nemlig først og fremmest om pladsmangel.

»Vi er udfordret i forhold til at kunne honorere de mange indmeldinger, der kommer af medlemmer. Der er simpelthen ikke timer nok i vores to haller,« siger Kim Groth.

Brabrand IF har i dag godt 3.000 medlemmer på tværs af de forskellige sportsafdelinger og idrætsgrene - og ifølge Kim Groth er medlemstallet i idrætsforeningen vokset med 35 procent over de sidste 15 år.

»Så der er et ekstremt pres på vores omklædningsrum og vores øvrige faciliteter, og der har vi et kæmpe efterslæb,« siger han.

Kim Groth, formand i Brabrand IF, drømmer om en ny nabo til den gamle Friis & Moltke-tegnede hal ved Engdalsvej. Foto: Anders Michaelsen

Især efter corona har man set en kraftig stigning i medlemstallet i klubben, fortæller Brabrand IF’s formand.

»Det hænger også lidt sammen med, at vi har nogle udstykninger ude i vores nærområde, hvor der kommer rigtigt mange børn her til i den skoledygtige alder, eksempelvis ved Helenelyst, Laskedalen og hele transformationen af Gellerupparken – der stiger befolkningsvæksten jo også, og det smitter selvfølgelig også af på os,« siger Kim Groth.

Det betyder også, at man i dag har ventelister i dele af foreningen.

»Og vores gymnastikafdeling har været spredt ud over rigtig mange forskellige lokationer på sognegårde og skolegymnastiksale – og decideret springgymnastik er heller ikke rigtig en mulighed ved os i dag. Så planerne om en ny hal giver os også en mulighed for at åbne op for det - og det er et naturligt led i, at når børn bliver lidt større, så vil de gerne begynde at gå til springgymnastik,« siger Kim Groth.

Én café og et stadion

Ombygningsplanerne handler også om at skabe et større fællesskab i idrætsforeningen på kryds og tværs af idrætsgrene og samle foreningen. Ét af grebene til at opnå det, er at samle to caféer til én ved det nuværende ankomstområde til idrætscenteret.

I dag har man to separate caféer, som er placeret på to forskellige niveauer ved siden af den Friis & Moltke-tegnede hal fra 1971, og de to nuværende caféer kan ifølge Kim Groth være svære at få øje på, når man ankommer til halkomplekset på Engdalsvej.

Det ene af to caféer i idrætscenteret. Foto: Anders Michaelsen

»Så det skal åbnes op på en eller anden måde, fordi man skal jo opleve det der fællesskab, der er inde i det caféområde, ved selv at kunne se det med sine egne øjne, når man enten går til eller fra sport – og så skal vi selvfølgelig være dygtige til at fylde noget ind i den café der, som ikke bare er pomfritter,« siger formanden.

I dag mangler man også omklædningsrum - så en del af projektet er også at øge kapaciteten der, og så skal fodboldholdet, der i skrivende stund ligger i toppen af 3. division, også have bedre tilskuerefaciliteter, og det flugter meget godt med, at fodboldbanen alligevel skal skubbes 20 meter væk fra det nuværende halkompleks:

»I dag har vi jo ikke et stadion, det er jo en fodboldbane – der er jo ikke nogle tribuner rundt om banen, men måske i bedste fald kun en halv meters niveauforskel i form af en græsvold. Så planen er at lave et ”L” ned ad den ene langside og hen bag det ene mål, hvor man i første omgang etablerer ståpladser på beton og også en ny indgang til tilskuerne, så vi også i højere grad lever op til kravene i – forhåbentligt – 2. division efter sommerferien,« siger Kim Groth.

Jagter 60 millioner

Foruden de 10 millioner kroner fra kommunen, så har Brabrand IF også fået 300.000 kroner fra kommunen øremærket til at videreudvikle og skitsere projektet med hjælp fra arkitekter.

Den største udfordring bliver dog at finde de sidste cirka 63 millioner kroner til at realisere ombygningsplanerne, hvilket Kim Groth heller ikke lægger skjul på. Vejen derhen skal dog primært foregå gennem fonde, men et mindre lån ved kommunen kan også komme på tale i løbet af processen.

Kim Groth og Brabrand IF drømmer om flere og nye omklædningsrum: »Der har vi et kæmpe efterslæb,« siger formanden. Foto: Anders Michaelsen

Foreningen har allerede haft følere ude ved en række fonde og fået positive tilkendegivelser, fortæller Kim Groth.

»Vi håber jo lidt på, at der er nogle af de store fonde, der er villige til at lægge nogle større donationer – måske helt oppe i samme størrelsesorden som kommunen er startet med. Fordi i takt med, at man bevæger sig deropad, så vil andre, der måske overvejer at lægge et mindre beløb også kunne se, at nu er det ved at være realiserbart, og det kan være sværere, hvis der stadigvæk mangler 60 millioner,« siger formanden, der trods alt er fortrøstningsfuld.

Hvornår tror du, I kan have første spadestik på en ny Hal 3 og det her projekt?

»Realistisk set ikke før om 2-3 år,« siger Kim Groth.

Foto: Anders Michaelsen