Fortsæt til indhold

9-årige William havde aldrig prøvet det før, men gav baghjul til alt og alle tre dage i træk

Ni-årig dreng fra Hammel dominerer alle de store cykeldiscipliner.

Sport
jr

9-årige William Torbensen fra Hammel har slået sit navn fast som Danmarks velnok dygtigste cykelrytter i sin alder indenfor cykelcross, gravel og mountainbike.

Den unge cykelrytter har allerede vundet fem danske mesterskaber indenfor de tre discipliner.

Nu viser det sig, at han også har et ekstraordinært stort talent for landevejscykling. I påsken kørte han sine tre første løb på racercykel i løbsserien ”3 Dage i Nord – Fusion Tempo Cup 2025”. Løbene blev kørt lørdag, søndag og mandag, og selvom det var William Torbensens allerførste løb på landevej, kørte han som en anden Tadej Pogacar (verdens bedste landevejscykelrytter) alle tre dage fra hele feltet og kom alene i mål.

Han blev derfor den samlede vinder af løbsserien og var den eneste, der kørte i førertrøjen.

I løbet af vinteren har den stået på cykelcross, og det er gået helt forrygende for det unge multicykeltalent. Han har deltaget i 15 løb i Danmark og Tyskland og vundet rub og stub, fortæller hans mor Signe Torbensen. Heriblandt det danske mesterskab 2025, som i januar fandt sted i Høvelte på Nordsjælland.

William Torbensen kører først i mål til DM i cyklecross 2025. Privatfoto

Nu er Mountainbike sæsonen også lige begyndt, og åbningsløbet i Aabenraa blev – selvfølgelig fristes man til at sige – vundet af den 9-årige Hammel-rytter, der kører for flere forskellige klubber.

Han træner mountainbike i Aarhus MTB og Hammel Cykle Klub og kører landevej og cyklecross i Cykle Klubben Aarhus.

Hans mor fortæller, at sønnen elsker at cykle og nyder at komme rundt i ind- og udland og mødes med andre børn og unge med samme interesse på tværs af klubber og aldersgrupper. Og det han sagde for godt et år siden til avisen, gælder stadigvæk:

»Jeg kan godt lide, når det bliver hårdt.«