Fortsæt til indhold

Hvor der er en Gade, er der en farbar vej til succes

Fra Skovbakken til Norddjurs: En central spiller fortsætter succesen. Tidligere topscorer i Skovbakken, Anders Gade, har vist sin værdi i Norddjurs Håndbold.

Sport

Djurslands eneste seriøse elitesatsning indenfor holdidrætterne, Norddjurs Håndbold, har sikret sig en vigtig brik til næste sæson.

Styrmand og playmaker Anders Gade, 30, har forlænget sin aftale og vil fortsætte i klubben. Gade har været afgørende i holdets strategi og spilopbygning, og hans forlængelse sikrer den kontinuitet og kvalitet, som klubben stræber efter.

Med sin skarpe spilforståelse og lederskab på banen har han været en nøglefigur i holdets succes, og klubben ser frem til endnu en sæson med hans energi og spilforståelse.

Glad for at fortsætte

»Jeg er utrolig glad for at fortsætte i Norddjurs Håndbold. Det er en klub med ambitioner, et fantastisk sammenhold både i klubben og ikke mindst med stor opbakning fra trofaste tilskuere hver gang. Der er lagt en solid strategi for fremtiden. Jeg ser frem til at fortsætte udviklingen sammen med holdet og kæmpe for endnu flere gode resultater,« siger Anders Gade.

Klubbens ledelse deler entusiasmen:

»Vi er meget tilfredse med at kunne forlænge aftalen med Anders Gade. Han har udviklet sig stødt gennem sæsonen og har vist sig som en nøglespiller – især som styrmand i vores angreb og 2. fase. Hans hurtighed i omstillingerne og blik for spillet gør ham til en central brik i vores måde at spille på. Vi er i gang med et spændende projekt, hvor vi bygger et mere balanceret hold op med både ungdom og rutine – og her er hans erfaring og lederskab helt afgørende,« lyder det fra Mike Paulsen, sportschef i Norddjurs Håndbold.

Tidligere nøglespiller i Skovbakken

Anders Gade har tidligere spillet for Skovbakken Håndbold, hvor han udviklede sig til en af holdets nøglespillere.

Hans erfaring fra Skovbakken og hans evne til at finde smutvejene til målet vakte Norddjurs Håndbolds interesse.

Han begyndte i Norddjurs Håndbold i sommeren 2024 og har siden da været en central figur på holdet, der sikrede sig en ny sæson i landets næstbedste række.

Markant topscorer

Trods nedrykningen med Skovbakken Håndbold i sæsonen 2023/2024 formåede Anders Gade i høj grad at markere sig.

Nærstuderer man topscorerlisten i rækken, skal man ikke ret langt ned for at støde på hans navn. 125 mål i 22 kampe er et uhyre flot snit på et hold, der var ramt i store dele af sæsonen.

I denne sæson hos Norddjurs Håndbold har hans rolle været en lidt anden end som goalgetter, men alligevel nåede han 74 scoringer i 22 kampe.