Fortsæt til indhold

Hård rejse begyndte for 10 år siden: I dag er gymnasiepige den bedste i hele Norden

17-årig pige fra Hinnerup har efter 10 års hårdt slid kæmpet sig på landsholdet og op blandt de allerbedste i sin sport.

Sport

For 10 år siden troppede en syvårig pige op i den lokale karateklub, Hinnerup Karate Klub. Tre veninder kom senere til, men de er for længst stoppet i klubben. Kun Karla Rosgaard Jørgensen hang i, og for hende var det begyndelsen på en lang rejse, der for nylig nåede et foreløbigt højdepunkt.

Den i dag 17-årige karatekæmper er i år blevet udtaget til det danske landshold og stillede for første gang op i landsholdsdragten til Nordisk Karate Mesterskab for nylig. At optræde i de rød-hvide farver var en stor ting, men debutanten fra Hinnerup var langtfra blot med som pynt. Hun slog og sparkede sig helt til tops i pigernes U18-række under 53 kilo og vandt finalen over en anden dansk pige.

»Det var en stor oplevelse og en kæmpe sejr at vinde NM. Det er noget, jeg virkelig har trænet hen imod, så det var bare et enestående øjeblik,« siger den nykårede nordiske mester i sportskarate.

Karla Rosgaard Jørgensen (til venstre) sætter et velafrettet spark ind mod sin modstander. Privatfoto

Man skal ville det

Familien troede, det var et forbigående fænomen, da deres ældste barn for 10 år siden begyndte til karate. Det var det som nævnt også for de tre veninder, og hverken Karlas forældre eller to mindre søskende har nogen relation til karate, udover at de i dag følger Karlas karriere.

Der er mange gentagelser i karate, og det er intenst og kræver disciplin, hvilket kan være medvirkende til, at der er frafald i karate ligesom i andre sportsgrene.

»Man skal virkelig ville det,« siger Karla.

Gentagelserne og kravene har dog ikke afskrækket den lokale sportspige. Tværtimod.

»Man kan være træt og trist, når man tager afsted, men jeg får altid energi og bliver i godt humør efter træning. Det giver selvtillid og tryghed at kunne karate, og det giver mig mere overskud i en presset hverdag. Disciplinen, der kræves, kan overføres til hverdagen, så man får lavet sine ting og gør sit bedste hver gang.«

»Det er en meget mental, intens og nådesløs sport, hvor man træner i ugevis op til et stævne, og så kan man være ude efter en kamp på to minutter.«

Sort bælte

I de første mange år trænede Karla også traditionel karate (selvforsvar), og efter flere års intensiv træning opnåede hun at få det sorte bælte i traditionel Shotokan karate.

»Det er næsten altid det første, folk spørger til, når man siger, man går til karate. Nå, har du så sort bælte, spørger de, og der er da 100 pct. også prestige i at have sort bælte. Folk synes, det er sejt at gå til karate, og der er respekt omkring at have sort bælte,« fortæller hun med et smil.

Respekt, fællesskab og glæde driver værket for Karla, der trods sit store talent kan kigge langt efter at gøre sin sport til en levevej.

»Jeg gør det, fordi jeg kan lide det. Der er et stærkt fællesskab og kultur i karate, og det er blevet en del af min identitet, men der er ikke rigtig nogen penge i det. Man skal udelukkende gøre det, fordi man kan lide det,« siger Karla og får et bekræftende nik fra sine forældre.

»Det er den forkerte sport, hvis man gør det for pengene. Der er kun udgifter,« fortæller hendes far, Anders Rosgaard.

Hårdt slid i Hinnerup

Karlas udvikling tog ekstra fart, da hun i 2023 begyndte på Idrætsefterskolen Lægården i Holstebro. Her blev hun en del af den lokale karateklub, Budo Sportskarate Holstebro. Klubben har udviklet flere landsholdskæmpere, og hun fik chancen for at komme til stævner i udlandet.

I 2024 vandt Karla medaljer ved stævner i Holland, Belgien og Tyskland, og hun blev nummer to til de danske mesterskaber, inden hun altså gik helt til tops ved de nordiske mesterskaber.

Karla Rosgaard Jørgensen med beviset på, at hun er den allerbedste karatekæmper i sin alder og vægt i hele Norden. Privatfoto

De store resultater var dog ikke kommet i hus, hvis det ikke var for de mange års hårde og intense træning og karateopdragelse i hjembyen.

»Uden Hinnerup Karate Klub var Karla aldrig kommet til, hvor hun er i dag,« siger Anders Rosgaard.

Karla og hendes familie er meget taknemmelige for de mange timer, som de frivillige i karateklubben og i særdeleshed træner Bjarke Christensen har lagt og lægger i udviklingen af Karla og andre unge lokale karatetalenter.

Efter efterskolen er Karla tilbage hos familien i Hinnerup og går i 1. g. på Favrskov Gymnasium. Hun er stadig tilknyttet klubben i Holstebro, men træner til daglig i den lokale klub samt Aarhus Shotokan og Lystrup Shotokan. Hun træner en gang om ugen i hver af de tre klubber, og i kælderen i hjemmet i Hinnerup har hun en boksepude, der bliver flittigt brugt.