Hjem til Aarhus: Syddjurs Kommunes største klub vender atter snuden mod 'De Hviii'
Efter en periode hos Randers FC, er Hornslet IF igen en del af AGF Klubsamarbejdet.
Den største fodboldklub i Syddjurs Kommune, Hornslet IF, vender tilbage som medlem af AGF Klubsamarbejdet efter en periode hos Randers FC.
Klubben, der har over 600 medlemmer, har indgået en ny aftale med AGF, som træder i kraft den 1. juli.
Stærkt fokus på ungdom
Hornslet IF har tidligere været en del af AGF Klubsamarbejdet frem til 2018, og nu er de tilbage.
Samarbejdet omfatter både pige- og drengefodbold og inkluderer også AGF Kvindefodbold.
Talentchef i AGF, Marc Søballe, udtrykker stor glæde over samarbejdet og ser frem til at støtte klubbens mange frivillige trænere og ledere.
Til AGFs hjemmeside udtaler han: »Vi er rigtig glade for at kunne byde Hornslet IF velkommen tilbage i AGF Klubsamarbejdet. Hornslet IF er en stor, aktiv og dygtigt drevet klub på Djursland, som betyder meget for sin by og sit opland. Det er en god klub med et stærkt fokus på børne- og ungdomsfodbold for både piger og drenge, og vi ser frem til at blive medspiller for klubbens mange frivillige trænere og ledere.«
Håb om kunstgræsbane
Henrik Lindskov, bestyrelsesmedlem i Hornslet IF, ser frem til at drage nytte af AGF’s erfaringer inden for talent- og trænerudvikling.
Hornslet IF, som fattes baneplads, håber fortsat på en ny kunstgræsbane på deres gamle stadion.
»Vi er rigtig glade for igen at være en del af AGF Klubsamarbejde og ser frem til at gøre brug af deres erfaringer og tilbud inden for talent- og trænerudvikling samt kamp- og turneringstilbud - alt sammen både for vores pige- og drengespillere,« udtaler Henrik Lindskov til AGFs hjemmeside.
Med indtrædelsen af Hornslet IF i AGF Klubsamarbejdet runder AGF nu 61 samarbejdsklubber i hele Østjylland.