Fortsæt til indhold

Kan du ikke længere spille fodbold? Så kom og kast med pile

Hammel GF går nye veje og starter en sportsgren, man normalt ikke ser i foreninger.

Sport

Hammel GF har oprettet en ny sportsgren, som man normalt ikke forbinder med en foreningssport: Dart.

Man forbinder ofte pilespillet med værtshuse og indtagelse af en pæn mængde øl, men det bliver også dyrket som en seriøs sportsgren, især i England, hvor de bedste dartspillere er stjerner på niveau med store fodboldstjerner.

»Dart er blevet virkelig populært og vises meget på TV. Mange har spurgt, om vi ikke vil starte en dartklub,« fortæller Allan Bo Andresen, der er forenings- og eventchef i Hammel GF.

Dart i Hammel GF skal være en sport, hvor man både kan hygge sig i godt selskab og dyrke sporten seriøst med træning og turneringer.

»Jeg er selv kommet i en alder, hvor jeg får flere og flere skavanker og tit bliver skadet, og så kan man savne det sociale ved sport. De fleste kan kaste en dartpil, selvom det gør ondt i knæet eller hoften.«

Tankerne om en dartklub har for alvor taget fat i forbindelse med byggeriet af den nye padelhal ved Hammel Idrætscenter. Motionscentret rykker med ind i padelhallen, og det giver en del ledig plads i idrætscentret til indrettelse af dartklub med mere.

Allan Bo Andresen tog derfor fat i Kent Kirkegaard, han kender som en dygtig teamleder ved Hammel Hestemarked og en ivrig dartspiller.

»Efter at have snakket med ham, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var en god idé med en dartklub. Han var fyr og flamme,« fortæller Allan Bo Andresen.

Atypisk dartklub

Med Kent Kirkegaards hjælp er der blevet stiftet en dartklub med en fire mand stor bestyrelse indenfor Hammel GF. Medlemmer af dartklubben får fri adgang til at benytte dartbanerne, men det bliver også muligt for alle andre medlemmer at idrætsforeningen at booke en dartbane via sportspasset, som Hammel GF har stor succes med.

»Næsten alle andre dartklubber er selvstændige og ikke en del af en forening. Som en del af en forening giver det os mulighed for at tiltrække langt flere via sportspasset. Man er også velkommen til bare at komme og prøve at spille dart og se, om det er noget,« fortæller Kent Kirkegaard.

Det er planen at indrette seks dartbaner, hvoraf de to af banerne bliver dedikeret til dartklubbens egne medlemmer, mens de resterende baner kan bookes af andre. Banerne bliver etableret med det såkaldte scolia system, der har kamera og automatisk pointregistrering, så man kan spille turneringer med andre i hele verden, der har det samme system.

»Der kører turneringer hele tiden dagen lang. Det er det nyeste skrig indenfor dart, og jeg bruger det selv stort set hver dag til at spille turnering,« siger Kent Kirkegaard.

De andre i den nye bestyrelse har spillet i flere år, mens han selv er forholdsvis ny dartspiller. Efter at børnene er flyttet hjemmefra, indrettede Kent Kirkegaard i efteråret et ledigt børneværelse til formålet.

»Jeg er blevet bidt af det og spiller et par timer hver dag,« siger han og tilføjer:

»Jeg har kastet 150.000 pile siden september.«

Plan om hyggeområde

Der går dog lidt tid, før der kan kastes med pile i Hammel GF. Klubben får som omtalt plads i de nuværende motionslokaler, der først bliver ledige, når padelhallen om nogle måneder står klar. Derefter skal der arbejdes lidt på at lokalerne i idrætscentret, der udover dartklub også får en stor holdsal og et møderum, der måske også kan bruges til festlige lejligheder.

Hammel GF leger samtidig med tanken om at indkøbe pool- og billardborde, bordfodbold og shuffleboard, således at man får et større hyggeområde, der kan bruges af de forskellige afdelinger i klubben for eksempel efter træning eller i forbindelse med afslutningsfester, hvor man kan spise i mødelokalet og hygge sig med spil.

Dartklubben håber at være i sving inden nytår, og man arbejder på at planlægge en event i forbindelse med årets hestemarked.