Efter fire års papirnusseri indvies banen: »Nærmest helt surrealistisk«
»Jeg synes virkelig, det er blevet godt,« siger formand om spritny 18-hullers discgolfbane.
»Banerne skal stå klar, til skoven springer ud.«
Sådan sagde Bjørn Helbo til Din Avis Favrskov i december, og han og resten af flokken bag en ny 18-hullers discgolfbane i Hammel Mølleskov fik praktisk talt ret.
Træerne har ganske vist fået deres blade nu, hvor de 18 huller er klar til at blive officielt indviet. Det sker lørdag 31. maj klokken 10. Men de 18 huller har egentlig været uofficielt åbnet siden midt i april.
»Der har været en del folk ude at spille allerede, og vi har simpelthen fået så megen positiv feedback. Folk fortæller, at det er en fed bane med god variation og nogle fantastiske omgivelser. Folk er meget begejstrede,« fortæller Bjørn Helbo, der er formand for Hammel GF Discgolf.
»Fire års papirnusseri«
Det er fire års papirnusseri, som får sin afslutning, når ”snoren er klippet” den 31. maj.
Bjørn Helbo har været primus motor fra de første skridt blev taget i marts 2021 og frem til nu.
Dertil kommer en kernegruppe på syv-otte stykker plus andre hjælpere. De har især hjulpet til med alt det praktiske arbejde i skoven.
»Folk møder gerne op og hjælper, når vi har arbejdsdage. Det nemmeste i hele den her lange proces har været fra 1. marts, hvor vi havde alle tingene hjemme og skulle i gang med at lave banerne. Det er virkelig gået glat og nemt på mange punkter. Det har været meget motiverende at have arbejdsdage og lave helt lavpraktiske ting og se os komme tættere på målet hele tiden,« siger formanden.
»Helt surrealistisk«
Det glæder Bjørn Helbo at se banen blive brugt. Han kan se på appen UDisc, som er meget brugt af discgolfspillere, at halvdelen af gæsterne på banen kommer inden for en afstand af 15 kilometer, mens den anden halvdel kommer længere væk fra.
»Så sent som i går mødte jeg en spiller fra Aarhus. Han fortalte mig, at han normalt bruger banen i Tilst, men at det er det værd at køre de 20 minutter længere for at spille her. Det er da fedt at høre – fedt at vi kan lokke folk til. Det er jo det, vi har håbet på,« siger han og tilføjer, at han også har oplevet en skole benytte banen og en arbejdsplads, som har brugt banen til en personaledag.
Hvordan er det at være nået hertil efter fire års papirnusseri?
»Det er virkelig, virkelig fedt. Det var nærmest helt surrealistisk, første gang vi kunne spille en runde. Nu er den pludselig realiseret – det ER bare fedt.«
Lever banen op til dine forventninger?
»Det synes jeg. Jeg synes virkelig, det er blevet godt. Det er et fantastisk område og stykke natur, og det egner sig skidegodt til at spille discgolf i på grund af de forskellige typer skov og højdemeter.«
Formanden er glad for at have holdt ved og at have kæmpet sig igennem ansøgninger og tilladelser, som trak ud, men siger alligevel:
»Det har klart været det hele værd, men jeg ved ikke, om jeg ville begynde igen i morgen, hvis jeg vidste, at det tog så lang tid.«